Min historie begynder med sagafigurer, men det er kun for at have et passende sted at begynde, nemlig med den første konge af et samlet rige bestående af Danmark, Sverige og det sydlige Norge: Ivar Vidfavne, der efter mine tilbageregninger må være født o.660. Han er absolut ikke en historisk bekræftet person og kendes vist hovedsagelig fra Ynglingesagaen. Ifølge denne saga var han søn af en Halfdan, som blev dræbt af sin bror Godfred. Dette nævnes ligesom visse ekstranavne herunder kun for at illustrere, at nogle senere meget anvendte navne figurerer tidligt i den danske kongeslægt.
Ivars børn omfattede kun datteren Aud (den Dybsindige), som først blev gift med Rørik, der ifølge Sögubrot var underkonge på Sjælland, og som havde broderen Helge. Rørik dør o.715, hvorefter Aud (af politiske grunde) bortgiftes til den aldrende Radboud van Friesland. Denne dør da også kort efter, nemlig i 719. (Der henvises til en særlig artikel om denne Radboud van Friesland, som er en historisk person, så her er der et kronologisk fikspunkt.)
Med Rørik havde Aud sønnen Harald (senere givet tilnavnet Hildetand) (f. o.710), der ved morfaderens død o.725 overtager kongemagten i det danske storrige, dog efter sagaberetningerne ikke uden kamp mod løsrivelsesbestræbelser. Han må dog have kunnet mønstre et betydeligt nationalt sammenhold i forbindelse med anlægget af det egentlige Danevirke i 737 i kølvandet af, at Friesland netop da var blevet opslugt af Frankerriget, så ”Jyllands rod” derfor var blevet sårbar.
I et første ægteskab fik Harald sønnerne Rørek (navngivet i overensstemmelse med opkaldsreglerne), Trond og måske flere. Som mange af slægtens senere mandlige medlemmer når Harald en høj alder, og han indgår relativ sent et andet (politisk) ægteskab med Imhild af Sachsen, med hvem han får sønnen Halfdan (f. o.760). Om dennes navn blot er taget af ”slægtsnavnereservoiret” eller skal tillægges sin egentlige betydning som ”halvt dansk”, det vides ikke.
Aud fik også i sit andet ægteskab en søn. I sagaen hedder han Randver, men dette navn er dog snarere en eller anden form af Regnar, idet faderen Radboud i sin kamp mod Karl Martell i denne periode samarbejdede med Raginfred, som var den sidste major domus i Neustrien. Det er utvivlsomt her, at navnet Regnar/Reginfred/Ragnfred osv. er kommet ind i kongeslægten. (Husk, at jeg som beskrevet i Øvrige metoder har ”normeret” navne som Regnar, Sigfred, Ivar etc.) Regnar/Randver kendes ikke i øvrigt, men kan omvendt udledes af opkaldsreglerne som navnet på faderen til brødrene Sigfred, Godfred og Halfdan, som er historiske personer. (Der står dog ingen steder, at de var brødre, men børnene nævnes som nevøer osv.)
Haralds og Regnars efterkommere udgør hver sin gren af kongeslægten de næste hundrede år, og det er klart, at der af og til blev kamp om magten mellem de to grene.
[Hvis nogen synes, at dette ligner meget af det, Carl Engholm har publiceret i sin bog ”Danske Kongeslægter i det 8. og 9. Århundrede” (1994), er det for så vidt korrekt, men der er her hos mig lagt vægt på andre forhold, især personerne og deres indbyrdes slægtskabsforhold, enten historisk som nævnt i samtidige dokumenter eller ved tilbageregning med generationslængder, opkaldsregler og successionsprincipper. Der optræder markante forskelle i materialet især vedrørende det 9. århundrede. Noget tilsvarende gælder Jørgen Markvads ”Danske konger - før Gorm den Gamle” (2004), hvor der faktisk antydes en del af de ideer, der hos mig er ført videre, fx at det danske Hedeby-dynasti er udsprunget af Ivar Benløs’s efterkommere i Dublin. Også i forhold til dette udmærkede skrift er der hos mig metodikken til forskel.]
Da Harald Hildetand blev gammel, har han formentlig, som andre konger før og efter ham, fordelt regionale regeringsopgaver på sine sønner Rørik og Trond og også inddraget sin på det tidspunkt (o.765) eneste voksne nevø i denne kreds. I hvert fald fortælles det, at denne nevø Sigfred, søn af Randver, i sagaen kaldet Sigurd Ring, fik tildelt områderne Svealand, Västergötland og Vestfold/Viken. Da så Harald dør lige efter 770, kan man let forestille sig, at de forskellige landskaber i riget ikke vælger den samme konge. Jeg kan tænke mig, at det er på denne måde, at konflikten bag det store Bråvalla-slag o.772 er opstået, idet den ældste i rækken Rørik ikke vil finde sig i, at man i Svealand mm. har valgt Sigfred. Dermed tror jeg, som mange andre, ikke på sagaens historie om slaget, bl.a. at den tabende part i slaget anførtes af den aldrende Harald, som faldt ved denne lejlighed. Derimod er det rigtigt, at Rørik og Trond forsvinder ud af billedet på denne tid, formentlig dræbt i et Bråvalla-lignende slag, og at den danske konge herefter hedder Sigfred indtil o.800. Jeg henviser til artiklerne om Harald Hildetand og hans sønner og Bråvalla-slaget.
Denne Sigfred er omtalt i den særlige artikel om Sigfred-Sigtryg, da han er den første af dette navn i kongeslægten, og mange af det navn følger siden. Vi ved kun noget om ham gennem tre gange omtale i Annales Regno Francorum (ARF). I første omgang (777) hører vi, at han giver asyl til sakserkongen Widukind, som sikkert ved samme lejlighed indgår ægteskab med Sigfreds søster Geva. (Geva er et saksisk kaldenavn, formentlig en forkortelse af Gerberga, så vi ved ikke med sikkerhed, hvad hun hed i Danmark, men Ingeborg er et godt gæt.) Senere, i 782, sender Sigfred en delegation til Karl den Store anført af Halptani/Halfdan (antagelig broderen). Og i 798 er han nævnt i en eller anden forbindelse, hvoraf vi slutter, at han stadig var blandt de levende. Endvidere kan man på nettet finde, at han blev gift med en frisisk prinsesse/komtesse, datter af Radboud 2 (d. 754), se evt. listen over Radbouds frisiske efterkommere. Denne Sigurd Ring/Sigfred og hans efterkommere er nærmere belyst i en særlig artikel. Sigfred blev efterfulgt af broderen Godfred. Fætteren Halfdan, søn af Harald Hildetand, var ikke gammel nok ved tronskiftet og kom derved ikke i betragtning..
Sigfred fik sønnen Regnar, opkaldt i overensstemmelse med reglerne, men det vi ved kun ad omveje, da en Regnar som en nevø af kong Godfred nævnes som faldet i kamp mod abodritterne i 808 (ARF 808). Slægtsmæssigt er dette lidt speget, da Godfred også har en anden nevø ved navn Regnar, som så må være søn af Halfdan. Ud fra sagaen (og mange andres konklusioner) ville man slutte, at Sigfreds søn Regnar er den samme som Regnar Lodbrog (med de berømte sønner), mens jeg vil hævde, at det er omvendt, så Regnar Lodbrog er søn af Halfdan, og en af de yngste. Ellers bliver Regnar Lodbrog alt for gammel.
Godfred er meget omtalt i de frankiske årbøger, fordi han i flere år optrådte særdeles aggressivt over for den frankiske magt personificeret i Karl den Store. Det vil ikke undre mig, om Godfred - før han tilragede sig kongemagten - "opfandt" det første vikingetogt til Wessex 787 og Lindisfarne 793. I den sidste ende blev Godfred i 810 myrdet af en af sine egne hirdmænd angiveligt under et felttog mod Aachen mm. Jeg tror ikke, at Godfred, der på det tidspunkt må have været nær 60 år gammel, var på rejse til ret meget, men resten af historien er der intet i vejen med, bortset fra, at der sikkert var tale om et kup fra broderen Halfdans sønners side. Denne Halfdan må være død nogle år tidligere. Han var dengang den næste i rækken til at blive konge i det danske rige, men ved hans død mister hans sønner formelt retten til at være med i gruppen af valgbare emner, jf. successionsreglernes krav om, at de ikke må være længere væk end oldebørn af en tidligere konge. Denne situation reddes formentlig ved, at Halfdan må have været gift med en datter af Harald Hildetand. Jeg bruger derfor udtrykket kup om begivenhederne 810, fordi der var agnatiske tronfølgere, så den kognatiske Hemming Halfdansen havde "forberedt" tronskiftet.. Dette er beskrevet lidt mere udførligt i artiklen Tronfølgerne 810-814.
Harald Hildetands søn Halfdan, den eneste mandlige overlevende af denne slægtsgren efter Bråvalla-kampen (fordi han var mindreårig på daværende tidspunkt), fik siden adskillige sønner: Harald (Klak), Anulo/Olaf, Regnar, Rørik og Hemming. Efter navnebroderens død o.805 bliver han den næste i rækken som tronfølger. Jeg gætter på, at han i denne situation sammen med sin familie følte sig truet på livet. Han flygter til kejserens hof i Tyskland og dør der 809. Sønnen Rørik er ikke nævnt direkte på dette niveau, men det fremgår af begivenhederne med tilknytning til navnet Rørik, at Harald Klak må have haft en sådan broder. Disse personer vender vi tilbage til. De er også omtalt mere udførligt i en særlig artikel om Harald Klak og hans familie.
I første omgang var der ingen krise ved Godfreds død 810, formentlig fordi alt var forberedt af en nevø, Halfdansønnen Hemming, der overtog kongemagten. Af grunde vi ikke kender, døde han selv allerede 2 år senere. Der kom da et andet parti på banen, da Hildetandsønnen Halfdans sønner meldte sig som berettigede kongsemner. Der blev kamp mellem de to Halfdansønners partier, hvor Sigfred (sønnesøn af Regnar) og Anulo/Olaf (sønnesøn af Harald) blev dræbt. ”Hildetænderne” sejrede og fik indsat brødrene Harald Klak og Regnar som konger. Det varede dog ikke længe, da Godfreds sønner nu havde rustet sig til et comeback i 813. Anført af den ældste Olaf rykkede de efter sigende fra Sverige over i det egentlige Danmark, men blev måske stoppet inden de kom til Jylland eller Slesvig, hvor Harald Klak formodes at have haft herredømmet. Resultatet blev i hvert fald, at Olaf på det ene parti og Regnar på det andet blev dræbt, og at Harald kom overens med de øvrige Godfredsønner om en deling af magten. Faktum er, at Godfredsønnen Erik/Horik blev overkonge i 814, og det fortsatte han med at være til sin død i 854.
Med en række mindre afbrydelser fortsatte Harald Klak med at være medkonge over Jylland indtil 827, hvor han i desperation over atter at være blevet skubbet til side af Erik begik den taktiske brøler at lade sig døbe i Mainz for at opnå kejserens gunst og militære støtte i den da foreliggende kritiske situation. Det første lykkedes, mens det sidste kiksede helt, og oven i hatten blev han nu forvist for altid fra Danmark, utvivlsomt fordi han havde svigtet fædrelandets officielle guder.
Erik/Horik 1 har også mere generelt fået ry for at skubbe sine konkurrenter ud. Omkring 819 fik han forvist to af sine brødre. Den tredje (Rolf) forholdt sig formentlig fredelig og havde ikke ambitioner om at indtage kongemagten. Efter min model blev Rolf farfader til Rollo af Normandiet, og det har jeg skrevet en særlig artikel om.
Som jeg har beskrevet i artiklen om Godfredsønnernes slægt, ser det ud til, at Erik 1 i sin alderdom har villet øve indflydelse på valget af sin efterfølger. Jeg har gættet på, at han efter i nogen tid at have satset på sin nevø Sigfred (som efter successionsreglerne kunne være den nærmeste til at efterfølge ham), må tænke om ved dennes (tidlige) død o.850. Herefter har han meget naturligt peget på Sigfreds søn Erik/Horik, men det ville de andre kongsemner ikke uden videre godtage. Nevøen Guthorm vender hjem 854 og stiller krav, og det kommer til kamp, hvor såvel han som kong Erik og mange andre af de fine bliver dræbt. Kun den mindreårige Erik/Horik er tilbage som direkte kongsemne, og det bliver så ham, som det var tænkt fra begyndelsen (efter mit gæt). Ikke alle var taget i ed ved denne lejlighed. Bl.a. kom Harald Klaks søn Godfred og dennes fætter Rørik hjem året efter for at fremlægge deres krav, men da var det i hvert fald for sent, eftersom Erik 2 allerede var valgt på retmæssig måde. Harald Hildetands efterkommere kommer dog tilbage på anden måde og gør krav på den danske trone. Sigfred, en hidtil ukendt søn af Harald Klak, bliver konge efter Erik 2's død 873 og lægger herved grunden til denne slægtsgrens styre i Østdanmark, se Tyra Danebods slægt. Måske optræder Haralds slægt også på anden måde som herskere, da mange tror, at den netop nævnte Rørik senere som Rurik bliver stamfader til adskillige århundreders russiske statsoverhoveder. Dette er nærmere omtalt i artiklerne om Harald Klak og hans familie og Rurik - Rørik?.
Erik 2’s kongetid 854-873 kender vi meget lidt til, så det har været en særdeles fredelig periode, såvel eksternt som internt. Efter min opfattelse starter Erik 2 som hans tilnavn ”Barn” udsiger, idet han er mindreårig, men dog myndig i 854. Efter alt at dømme dør han allerede 873, idet Sigfred da præsenterer sig for den tyske kejser som danernes konge. Adam af Bremen nævner ikke Sigfred, men fortæller, at der herefter kom en konge ved navn Helge som den sidste af Godfredsønnernes slægtsgren. Hans placering i slægten har jeg også et bud på. Han var egentlig en generation før Erik 2, så hans regering bliver kort og slutter med hans død o.893.
Følger man Adam af Bremen, blev væsentlige dele af det danske rige efter Helges død erobret med magt af Olaf, der kom fra Sverige og bosatte sig ved Hedeby. Det har man tygget meget på i mange år uden egentlig at komme ret langt. Efter min analyse i artiklen Hedeby-Olaf og sønnen Knud er Hedeby-Olaf da også uden forbindelse til Sverige, men kom i stedet fra Dublin eller York som yngste søn af (afdøde) Ivar Benløs. Han var simpelthen den næste i rækken efter successionsreglerne, hvis man tager hele slægten med. Han blev med andre ord indkaldt til hvervet som konge af Vestdanmark. Dette træk er væsentligt, da noget tilsvarende ser ud til at foregå i 934.
På den anden side ser det ud til, at kun Vestdanmark var med på dette valg, mens Østdanmark i stedet valgte Sigfreds søn Harald, som må have været på samme alder. Vi kender ikke årsagen til denne usædvanlige udvikling, men har dog mistanke om, at Harald ikke opførte sig så ærefuldt ved nederlaget ved Dyle 891, hvor en dansk vikingehær blev massakreret af Arnulfs styrker. Det kan godt være - som antydet af Adam - at forholdene ikke faldt på plads uden en kamp, som dog ikke ændrede noget. Faktisk ser det ud til, at riget blev delt i tre dele, da Harald Hårfagre formentlig benyttede lekligheden til som kognatisk tronfølger at lade sig vælge til "dansk" konge i de sydnorske landskaber Vike og Ranrike, der herefter indgik i det samlede Norge.
For så vidt angår det vestdanske kongerige havde Olaf ifølge Adam af Bremen i hvert fald to sønner Chnob og Gurd. Chnob optræder på Vedelspang-stenene som Knuba (eller med de samme runer Gnupa, som de fleste synes at foretrække). Chnob og Knuba er det samme som Knud, og som efterfølger til Olaf bliver han så Knud 1 af Danmark. Som jeg har beskrevet i artiklen Hedeby-Olaf og sønnen Knud, er der stor sandsynlighed for, at denne Knud - i øvrigt navngivet efter Gorm den Gamles far Hardeknud - startede som vikingekongen Cnut i York 902-905. Den anden søn Gurd hed formentlig Godfred og var sandsynligvis konge af Østangel i perioden 915-917. Han faldt 917 i et slag ved Tempsford på grænsen til Østangel.
Ad arkæologisk vej har man i nyere tid kunnet konstatere, at ”Halvkredsvolden” omkring Hedeby er anlagt o.920. Dens berettigelse viste sig hurtigt, men den var ikke tilstrækkelig i den første version.
I 934 bliver Danmark overfaldet af den saksiske konge Heinrich 1 der Vogler (Henrik Fuglefænger). Danskerne var sikkert uforberedte på noget sådant, da det danske ledingssystem næppe var gearet til at modgå en invasion. I over hundrede år havde man ikke været angrebet sydfra, og i det hele taget var det danskerne, som havde optrådt som angribere rundt om i Europa i den forgangne tid. Danevirke var bestemt ikke i en funktionsduelig stand, og i øvrigt boede Chnob/Knud efter det oplyste ved Hedeby lige syd for Danevirke. Han blev i hvert fald taget på sengen og overgav sig uden større kamp, da vi ikke hører om nogen større blodsudgydelse. Han måtte underkaste sig kejseren (Henrik, der dog ikke var kronet), lade sig døbe og betale skat, som formentlig skulle inddrives blandt de danske stormænd og dermed betales af folket. En dansk konge kunne ikke underkaste sig andre uden at tabe sin kongelige ære og værdighed. Derudover betød kongens dåb også rigets officielle overgang til kristendommen, og det var det ikke modent til. Og endelig var det naturligvis svært at acceptere en skat, som kongen havde måttet godkende på alles vegne, hvilket kongemagten i det danske system formentlig ikke havde bemyndigelse til. Kort sagt, den konge kunne stormændene ikke længere bruge, og følgelig blev han afsat.
Chnob/Knud havde en voksen søn Sigtryg, men han var nok diskvalificeret som efterfølger, fordi han sikkert var med i ovenstående underkastelsesproces. Stormændene ser sig derfor om efter et (kognatisk) kongsemne i den store kongeslægt, og den der står for tur, er Gudrum Hardeknudsøn boende som anset stormand i Østangel (East Anglia). Det kan man se i listen over Regnar Lodbrogs efterkommere i aldersorden. Denne Gorm bliver kontaktet og siger ja til at blive ny konge i Danmark. Mens Chnob/Knud var sønnesøn af Ivar Benløs, var Gorm sønnesøn af Ivars lillebror Sigfred Orm-i-Øje (Snogøje). Gorms slægtsforhold er nærmere beskrevet i artiklen om Gorm den Gamles fødsel og død. Det fremgår her, at han for at komme i betragtning efter reglerne må være dattersøn af den tidligere konge Erik 2.
Det har næppe været vanskeligt for Gorm at gennemføre tronskiftet, da han jo havde de fleste af stormændene bag sig. Gnupa/Chnob/Knud kunne dog ikke fjernes uden magtanvendelse og blev dræbt, mens hans søn Sigtryg menes at have overlevet ved at flygte ud af landet sydpå. Som beskrevet i et særligt notat om Sigfred - Sigtryg døde han formentlig i Normandiet i 943. I nærheden af Hedeby satte hans mor Asfrid til hans minde to runesten, nu kendt som Vedelspang-stenene.
I Østdanmark må udviklingen have været ret parallel, blot med en anden ledelse. Denne starter med Harald Sigfredsøn, som muligvis er den, der egentlig kaldtes Klak-Harald, og fortsætter med hans broder Gorm efterfulgt af dennes søn Sigfred. Som beskrevet i Tyra Danebods slægt skal man dog hæfte sig mere ved, at denne Harald også havde datteren Tyra, som blev gift med Gorm den Gamle.
Gorm den Gamle er den første ”historiske” konge i Danmark, hvorfra vi uden afbrydelse kan spore kongerækkens familieforhold ned til vor nuværende dronning. Vi ved faktisk kun fra de samtidige kilder, at danernes konge hed Gorm i 936, da en biskop Unni fra Tyskland var på besøg. Så egentlig må man sige, at den ”historiske” grænse ligeså godt kan sættes væsentlig tidligere, som jeg har forsøgt det i denne beskrivelse, eftersom også kendskabet til Gorm er yderst begrænset.
Som omtalt i den særlige artikel om Gorm den Gamles fødsel og død er der ikke 100% enighed om hans herkomst, men mange indicier peger i den samme retning, nemlig at han var søn af Hardeknud også kaldet Godfred, som i perioden o.879-895 var konge i York. Hardeknud var igen søn af Lodbrogsønnen Sigfred Orm-i-Øje, og efter sigende avlet ved hærtagning af kong Ellas datter efter sejren ved York i 867. Man kan herefter regne ud, at Gorm må være født o.893. Det er allerede nævnt, at hans moder må have været datter af Erik 2, og efter opkaldsreglerne har hun formentlig heddet Gunhild ligesom senere Gorms datter.
Med lidt hjælp fra sagaerne og den lille Jelling-sten mener vi at vide, at Gorm var gift med Tyra. Det ser ud til, at hendes far hed Harald (og derved gav navn til sønnen Harald Blåtand). Mine studier peger på, at denne Harald var sønnesøn af Harald Klak og i øvrigt konge i Østdanmark som beskrevet i Tyra Danebods slægt. Gorm medbragte i øvrigt ved sin tiltræden i 935 børnene Gunhild, Knud og Harald. Gunhild blev senere gift med Harald Hårfagres søn Eirik Blodøkse, der havde været konge i Norge og senere kortvarigt blev det i York. Eirik var ligesom Gorm dattersøn af kong Erik 2 og kunne dermed aldersmæssigt være den næste kognatiske kandidat i rækken til den danske trone efter Gorm. Eirik dør dog 954 før Gorm. Knud med tilnavnet Dana-ast bliver også dræbt før Gorms død, så han som ellers ældste agnatiske efterkommer bliver heller ikke den næste konge. Som nærmere studeret i artiklen om Gorm den Gamle mener jeg, at det er sønnen Knud, der er gravlagt under gulvet i Jelling kirke efter i første omgang at have været begravet i Nordhøjen sammesteds i 958 (ifølge dendrokronologiske undersøgelser). Gorm selv blev faktisk - som tilnavnet udsiger - gammel og næsten 70, inden han døde o.961. Ingen sønnesønner blev født efter hans død, så derfor er der ikke senere nogen dansk konge med dette navn.
Vort kendskab til Gorm er i realiteten meget tyndt. Han bosatte sig i Jelling, fordi Hedeby og resten af Sydslesvig efter alt at dømme var under tysk overherredømme efter 934. Hvad han udrettede som konge kan kun blive gætteri. En del tyder på, at han bl.a. fik opbygget en ny flåde af langskibe efter mønster fra Alfred den Store i England, og at dette medførte en administrativ reorganisering af Danmark, så grundenhederne kom til at passe til bemandingskravene for de nye skibe, når ledingen blev indkaldt. Dette kan være baggrunden for sysselinddelingen i Jylland.
Etableringen af Sløjkanalen i Nordjylland var nok noget af det første, han iværksatte for at kompensere for tabet af Hedeby-Hollingsted forbindelsen. Man bør da også nævne, at palisadehegnet i Jelling må være opført tidligt i Gorm den Gamles regeringsperiode. Det står bare ingen steder.
Gorms og Tyras søn Harald var efter successionsprincipperne den næste i rækken i forhold til såvel Vestdanmark som Østdanmark. (I sidstnævnte område var han dog ikke agnatisk, så der må have foreligget en aftale om successionen.) Og derved vandt han sig hele Danmark, som altså atter blev til et samlet rige. Harald Blåtands liv og levned er beskrevet mere detaljeret andetsteds i dette netværk, så her kommer kun et sammendrag.
Han er født o.920 i Østangel som det tredje barn i Gorm-familien. Vi hører første gang om ham, da han i 945 med en dansk ekspeditionsstyrke undsætter sin (meget fjerne) slægtning, den mindreårige Richard af Normandiet, søn af den i 942 myrdede Vilhelm Langsværd. Det var i øvrigt i samme kriseperiode, at Sigtryg - nævnt ovenfor som søn af Knud 1 - forsøgte at gøre sig gældende i området, men uden held.
Først gifter Harald sig o.947 med Gyrith (Gerd), men hun dør uden at havde født nogen børn. Senere o.954 bliver han gift med Gunhild, med hvem han bl.a. får sønnen Svend. Gunhild dør o.965 ved datteren Gunhilds fødsel (da datteren ellers ikke ville få moderens navn). Sidst indgår Harald o.970 et politisk giftermål med abodritterkongen Mstivojs datter Tove, og han får med hende en ret vild datter Tyra, der bl.a. løber bort med Olav Tryggvason af Norge. Endelig må der have været yderligere en datter f. o.976 ved navn Estrid/Astrid, som ifølge mit ræsonnement i artiklen om Magnus den Gode bliver mor til Olav den Hellige og Harald Hardråde af Norge. Dette er naturligvis et kontroversielt emne, og det vil jeg komme tilbage til senere. Man tilskriver desuden gerne Harald en søn Hagen/Hakon, som er nævnt ved en enkelt handling i en saga. Der er dog betydelig sandsynlighed for, at der er foregået en spejling af den norske Hákon jarl, så netop Hagen har jeg ikke medtaget i mit bud på kongeslægten. Det udelukker ikke, at der kan have været andre børn, som vi blot ikke hører om, og som ikke har betydning for den senere udvikling.
Harald bliver konge af Norge på en meget speciel måde. Broderen Knuds søn, der også hed Harald med præfixet ”Guld-”, kom efter sigende hjem fra udlandet i slutningen af 960’erne og ville have del i det danske rige. Han fik da - ifølge sagaen - det tilbud af Harald Blåtand, at han kunne blive underkonge af Norge, hvis han med støtte af Hákon jarl og den danske konge kunne dræbe fætteren Harald Gråfell, der som søn af Eirik Blodøkse var Norges konge på det tidspunkt. Kort efter dette drab o.970 blev Guldharald selv dræbt, formentlig på Hákon jarls initiativ, og så blev Hákon i praksis regent med Harald Blåtand formelt som konge. Andre mener, at Harald allerede tidligt i 960'erne blev overkonge i Norge ved at støtte nevøen Harald Gråfelles kamp mod forgængeren Hákon den Gode. Det er ikke en afgørende forskel.
Harald er især ”gået over i historien” på grund af to træk ved hans regeringstid: Dels lod han flere større anlægsarbejder gennemføre, og dels blev han ansvarlig for Danmarks officielle overgang til den kristne tro. Begge dele indeholder uafklarede momenter, som man fortsat skændes om.
I betragtning af sine senere udfoldelser må Harald formodes at være idemand og drivkraft bag konstruktionen af Nordhøjen i Jelling 958-960. Man gætter på, at den person, hvis knogler i nyere tid er fundet under kirken i Jelling, først har været gravsat i denne Nordhøj og så er taget op og anbragt i den første kirke ved dennes indvielse o.15 år senere. Som nævnt ovenfor er det min vurdering, at det var Haralds ældre bror Knud.
Sydhøjen etableres 965-970 i flere etaper. Formålet med højen er usikkert, måske blot monumentalt. Der er ikke hidtil fundet spor af gravlæggelse af nogen art i højen. Der er flere gåder omkring Jelling-anlæggene, og en af dem er, at det må forekomme mærkeligt i starten af regeringsperioden at bruge tid og ressourcer til den slags. En forklaring kan være ønsket om at rejse et minde for hustruen Gunhild. Sydhøjens eksistens som et hedensk symbol og tidspunktet for anlæggelsen taler til fordel for, at Haralds dåb i hvert ikke har fundet sted før dens færdiggørelse o.970.
Fra starten af sin regeringstid må Harald have haft til hensigt at få Hedeby tilbage fra tyskerne, som havde overherredømmet her siden 934. Han udnytter i 967, at kejser Otto 1 er optaget militært på sydlige fronter. Tyskerne bliver jaget ud af Hedeby og resten af Sydslesvig indtaget.
I tiden derefter må Harald Blåtand have været opmærksom på, at der til stadighed lurede en fare for en reaktion sydfra, officielt som en slags korstog for at udbrede kristendommen til Danmark, men nok så meget for at hævne de seneste tildragelser. I årene efter 967 udføres en gennemgribende restaurering af det forfaldne Danevirke, og ”Forbindelsesvolden” etableres med tilslutning til ”Halvkredsvolden” omkring Hedeby. (Jeg henviser til beskrivelsen af anlægget i artiklen Slaget ved Danevirke 974.) Den lige forvold Kovirke er derimod fra o.984, selv om man tidligere først troede, at volden var opført af Godfred d. 810, og siden tillagde Harald Blåtand æren for dette byggeri. Vi er nogle, der mener, at han da var død flere år tidligere.
Det nye Danevirke kom i funktion ret snart. I 974 slår efterfølgeren kejser Otto 2 tilbage. Det lykkes hans hær at bryde gennem Danevirke, og det øvrige kunne så ikke forsvares. Vi ved ikke hvordan det lod sig gøre, men meget tyder på, at noget af skylden kan tilskrives voldanlægget som sådan (for mange porte), og at man ikke nåede at bemande det i tilstrækkelig grad. Dertil kommer som min personlige mening, at der savnedes rimelig gode forbindelsesveje langs med voldene på nordsiden, så det ikke var muligt for forsvarerne bag volden at omgruppere tilstrækkelig hurtigt i forhold til angriberne foran volden, se artiklen Slaget ved Danevirke 974.
Nederlaget medfører bl.a., at Harald i 974 må gå ind på at lade sig døbe, fuldstændig som hans forgænger Chnob/Knuba/Knud måtte det i 934. Denne tidsmæssige placering af dåben er yderst kontroversiel, da der findes andre indicier for, at dåben og dermed kristendommens indførelse i Danmark skulle være sket o.964. Mit ”case” er nærmere argumenteret i en særlig artikel om Kristendommens indførelse i Danmark, og jeg skal her kun nævne mit vigtigste argument til fordel for 974: Der er ingen sober anledning tidligere for kongen til at løbe den store risiko at tabe folkets og specielt stormændenes tillid i forbindelse med konverteringen, og meget tyder da også på, at følgerne for Harald blev skæbnesvangre.
Det ser ud til, at Harald fulgte sin konvertering op med opførelse af kirker, fx den i Jelling, og med at presse sine nærmeste undergivne som Hákon jarl til at lade sig døbe. Belært af andres dårlige erfaring - Harald Klak i et foregående århundrede (826) og Knud 1 o.40 år tidligere (934) - forsøgte han aktivt at gøre sagen til en succes. Mens kirkerne næppe var så kontroversielle for den almindelige befolkning, var det med stormændene værre, og der udviklede sig en alvorlig modstand, der formentlig manifesterede sig som en voksende ”civil ulydighed”. Det er nærliggende at forestille sig, at Harald faktisk o.976 blev afsat af visse af landsdelstingene, og at der herefter udbryder borgerkrig i Danamrk. Krigen varede efter det beskrevne i 2 år, indtil Harald blilver alvorligt såret og dør. Andre har villet placere denne borgerkrig i 986, nok mest fordi man fra gammel tid har ment, at Harald regerede i 50 år (fra omtalen af Gorm i 936), men i 986 ville Harald efter min model have været for gammel til at lede ret meget, så det kan ikke have været på det tidspunkt.
Det bør endelig nævnes, at Harald har beskrevet sin indsats på den store Jelling-sten, der i sig selv er et oldtidsminde af usædvanlig art og størrelse. Den kaldes gerne Danmarks dåbsattest, fordi der står, at Harald gjorde danerne kristne. Man har hidtil ment, at stenen blev opstillet o.976 midt imellem de to høje som støtte til (læs: forherligelse af) kristendommens indførelse. Faktisk er stenen med indskrift en ret utraditionel manifestation af selvhævdelse, bl.a. fordi Norge i praksis ikke længere var under Haralds kontrol. Stenens størrelse må have medført et betydeligt anlægsarbejde, hvilket da også giver genlyd i sagaen som en af årsagerne til utilfredsheden og det senere oprør. Meget tyder imidlertid på, at dette er irrelevant, da stilen på stenens skrift og udsmykning efter alt at dømme svarer til en senere dato, af kyndige anslået til o.1030. (Fx er runeindskriften overvejende vandret, mens alle runeindskrifter før år 1000 er anbragt med teksten på højkant.) Hvis denne datering af stenen er korrekt, har den måske været et led i en kampagne mod forherligelsen af den dræbte Olav den Hellige på bekostning af den danske konge.
Svend Tveskæg 978 - 1014 - den store kriger
I modsætning til sine umiddelbare forgængere udmærker Svend sig ved personligt at have ledet adskillige krigs- og vikingetogter i sin regeringsperiode. Denne periode bliver i øvrigt en af de længere for danske konger, nemlig godt 34 år. Hans krigeriske udfoldelser (efter borgerkrigen i 976-78) falder i tre faser: Først handler det om generobring af Hedeby og det øvrige Sydslesvig samt sikring af sydflanken mod tyske og andre fremmedes angreb fra denne kant. Siden gælder det Norge, som under Olav Tryggvason forsøger at frigøre sig fra det danske overherredømme, selv om dette måske mest var af formel karakter. Og endelig drejes pilen mod England, hvor Svend efter 10 års vedvarende kampagne kommer til at stå som erobrer. Det meste heraf er kendt og ukontroversielt stof og skal ikke gengives her.
Startfasen af Svends regeringstid synes domineret af ønsket om at tilbageerobre Sydslesvig inkl. Hedeby, som tyskerne havde holdt besat siden 974. Som beskrevet af H. Brandt (2004) ser det ud til, at denne kampagne, som reelt fandt sted i 983, blev omhyggeligt forberedt ved anlæggelsen af Ravninge-broen og 6 trelleborge (Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg, Vallø Ringborg og Borgeby). De præcise formål med disse anlæg er stadig ikke helt afklaret. Som beskrevet i artiklen om trelleborgene er det min opfattelse, at Aggersborg er anlagt senere, og at de øvrige 5 er træningslejre som beredskab til landkrig ved Hedebys erobring. De forekommer at være blevet "skud i tågen", da det tyske rige efter den vellykkede generobring af Hedeby i 983 ikke var i stand til gengældelse.
Sydflankens sikring er desuden interessant ved anlæggelsen o.984 af Danevirke-elementet Kovirke, en retlinet forvold af 3-4 km’s længde. På trods af erfaringerne fra 974 med tyskernes gennembrud af Hovedvolden blev voldanlæg åbenbart stadig betragtet som effektive forsvarsværker, men der har i nutiden været nogen diskussion om, hvad netop Kovirke skulle tjene til. Svaret kender vi ikke med sikkerhed, men der er grund til at tro, at der har været to formål. Dels skulle transportvejen fra Hedeby i øst til Hollingsted i vest beskyttes (ved i modsætning til tidligere at ligge bag frontvolden), og der skulle kun være en enkelt port (i Kovirke) mod syd, dels kunne en eventuel fjendes bevægelsesmuligheder foran Hovedvolden begrænses, selv om Kovirke blev rømmet (så man muligvis kunne undgå noget af det, der var sket i 974). Kovirke kom aldrig i funktion, da anlægget sikkert var for forfaldent ved vendernes angreb i 1043. (Se også diskussionen i artiklen Slaget ved Danevirke 974.)
Svend Tveskæg ”levede” sin udenrigspolitik ikke blot som anfører på togterne, men også ved styringen af sine familieforhold, altså hans egne, hans søstres og hans døtres giftermål. Dette er af stor interesse for denne historie, da netop afkom af disse ægteskaber efter min tese spiller en rolle ved successionen.
I første fase med sikring af sydflanken indgår han selv o.982 ægteskab med Gunhild (Swietoslawa) af Polen (se artiklen Svend Tveskægs hustruer). Desuden gifter han sin ældste søster Gunhild (f. o.965) med Palle jarl, som vi ikke kender noget til. Han må dog have været en betydende person, og jeg gætter på, at han har spillet en vigtig rolle ved generobringen af Hedeby i 983 og herefter indtager en ledende position blandt de danske stormænd. (Han bliver muligvis senere dræbt 1002 sammen med kone og børn ved danemordet i England, men det er ikke dokumenteret.)
I en
kort mellemfase vendt mod Sverige aftaler Svend o.990 et
giftermål mellem søsteren Tyra (f. o.972) og den
svenske tronkræver Styrbjörn Olofsson. Denne er
flygtet fra Svealand og har i nogen tid været tilknyttet
jomsvikingerne. Tyras medgift er dansk militær
støtte til Styrbjörns forsøg o.990
på at besejre sin farbroder Erik med det senere tilnavn
Segersäll. Såvel Styrbjörn som mange
frivillige falder i kampen på Fyrisvallarne ved Uppsala.
Historien er mere detaljeret behandlet i en særlig artikel om
Styrbjörns
oprør.
Senere, o.997, bortgiftes Tyra til den aldrende venderfyrste Burislav (f. o.940) formentlig som led i inddæmningen af den norske konge Olav Tryggvasons bestræbelser på at løsrive Norge fra det danske overherredømme. Olav har tidligere været gift med Burislavs datter Geira og har utvivlsomt en hel del gods tilbage i Vendland/Pommern efter hendes død. Jeg gætter på, at Svend ønsker, at Burislav skal tilbageholde dette gods. Da Olav o.998 kommer for at hente det, må han rejse hjem med uforrettet sag, men tager til gengæld Tyra med sig hjem til Norge.
Hermed er vi inde i den Norgesorienterede fase. Som allerede nævnt og nærmere uddybet i en særlig artikel om Magnus den Gode må Svend efter min vurdering have en yngste søster Estrid/Astrid (f. o.976). Hun bliver et af redskaberne i hans Norgespolitik vendt mod Olav Tryggvason, der i 995 har dræbt Hákon jarl og taget magten i Norge som selvstændig konge. Svend allierer sig med regionalkongen Harald den Grenske, som han kender fra tidligere, hvor Harald var med som observatør ved et møde med den daværende svenske konge Emund vedrørende grænsedragningen mellem danske og svenske områder nær Göta älv (se Kongemødet på Danaholmen). Alliancen smedes med et giftermål mellem Estrid og Harald o.995, og de får snart sønnen Olav, som siden bliver kong Olav den Hellige af Norge. (Det for mig mest interessante er dog, at Olavs søn Magnus bliver valgt til konge af Danmark i 1042, og baggrunden herfor er nærmere diskuteret i en særlig artikel.) Olav Tryggvason rejser i 996 til Sverige for at fri til Erik Segersälls enke Sigrid Storråde. Harald rejser tilsyneladende med for at gøre rede for, at Olav formelt ikke er retmæssig konge af Norge, men han bliver dræbt under opholdet, sikkert på foranledning af Olav. Svend Tveskægs formål med søsteren Estrids giftermål blev altså ikke opfyldt i første omgang, så han arrangerer igen o.997 et ægteskab mellem Estrid og en anden regionalkonge Sigurd Syr (d. 1018). Denne viser sig dog at være alt for forsigtig, og der kommer intet politisk resultat ud af dette ægteskab. Derimod kommer der flere børn, hvoraf specielt den yngste Harald Hardråde f. 1018 kommer til at gøre sig bemærket, ikke blot som konge af Norge, men også som tronkræver i Danmark 1047 ff. og dumdristig aspirant til den engelske trone i 1066.
Norgespolitikken omfatter også Svends ældste datter Gyda (f. o.980 uden for ægteskab), der i 998 bliver gift med Eirik Hákonson jarl efter alt at dømme for at sammentømre endnu en alliance mod Olav Tryggvason. Efter sidstnævntes død o.1000 bliver Eirik nemlig indsat som rigsstyrer i en stor del af Norge. Kronen på det politiske værk er Svends eget ægteskab med Sigrid Storråde (jf. Svend Tveskægs hustruer), enkedronningen af Sverige, som tidligere endte med at sige nej til Olav Tryggvason, angiveligt pga. hans krav om at hun skulle lade sig døbe. (Hun sagde snarere nej pga. advarslerne fra Harald Grenske om Olavs alder, fortid og status som underkonge.) Svend sikrer sig dermed støtte fra Sigrids søn Olof Skötkonung mod Olav. (For at gifte sig med Sigrid måtte Svend forstøde Gunhild, som rejste tilbage til Polen. Det fortælles, at hun af sine børn blev hentet tilbage efter Svends død 1014. Stillingen som forskudt dronning har ikke været attraktiv.)
Da Olav et par år senere atter tager til Pommern efter sit gods, denne gang med en stor flåde, tager han sin ret med magt. På hjemvejen er den fjendtlige alliance under Svends ledelse parat, og det kommer til det berømte slag ved Svold o.1000, som er nærmere omtalt i en særlig artikel. Her omkommer Olav, så Svend sejrer i den sidste ende.
Jeg har nævnt, at Svends ældste søster, hendes mand og deres børn blev myrdet i England 1002 (sammen med mange andre danske bosættere). Denne ugerning udlægges af mange som startskuddet til Svends ”endelige” felttog mod England fra og med 1003. (Han havde allerede i 991 og 993 været der sammen med bl.a. Olav Tryggvason og polske allierede.) Undervejs i dette forløb måtte han fortsat sikre sig på hjemmefronten, og et af midlerne har været et giftermål o.1006 mellem datteren Tyra (f. o.989) og den vendiske fyrste Burislav (2) (f. o.975, formentlig en nevø af den tidligere nævnte Burislav). Efter Burislavs død i 1010 bliver hun o.1012 gift med Godwin jarl i England, som nu er en betydende lokal faktor i erobringen af dette land. Svend udnyttede sandelig de midler, han havde til rådighed, når det gjaldt ægteskabelige forbindelser. Hans sønner var åbenbart ikke gamle nok til at indgå i denne politik.
Ved Svends død vender den engelske konge Ethelred tilbage til tronen, mens Svends næstældste søn Knud fører vikingetogtet videre til en ny erobring ved Ethelreds død i 1016. Knud vælges nu til konge af England, og for at styrke sin position indgår han ægteskab med enkedronning Emma, en søster til Richard 2 af Normandiet, selv om hun var 10 år ældre. Det blev et meget lykkeligt ægteskab.
Knud havde allerede før dette ægteskab to sønner med en vis Aelfgifu, nemlig Svend og Harald, og selv om de i princippet var uægte, tyder deres navne på, at Knud mente det mere alvorligt. Med Emma fik han sønnen Hardeknud, sikkert kaldet således for at lade navnet Knud gå videre i sønnen, men kamufleret, da man ellers ville overtræde de hævdvundne opkaldsprincipper. Det blev også til en datter Gunhild (f. o.1019), opkaldt efter Knuds moder, der må være død på dette tidspunkt. Knuds børn havde ingen mandlige efterkommere.
Danmark blev i Knuds regeringstid 1018-1035 regeret af en dansk konge i England, og derfor er der ikke spor af hans bedrifter i Danmark. Derimod måtte han - ligesom Svend før ham - bekæmpe løsrivelsestendenserne i Norge, denne gang manifesteret i Olav Haraldson, senere kaldet den Hellige. Efter mine analyser ser det ud til, at Olav faktisk var fætter til Knud (se artiklen om Magnus den Gode mm.), og at han netop af denne grund blev udstyret med vidtgående beføjelser i lokalstyret af Norge fra 1018. Det gik dog over gevind i den forstand, at Olav i 1026 lod sig udråbe til egentlig konge af Norge, og så måtte overkongen Knud reagere.
Selv med støtte fra sin svoger kong Anund Jakob af Sverige kunne Olav dog ikke klare sig mod Knud. Som omtalt i artiklen Kampene ved Helgeåen 1026 havde Olav ikke held til at overtage kongeværdigheden i Østdanmark, hverken ved overtalelse (på Sjælland) (han var den næste i aldersordenen) eller med våbenmagt (i Østskåne). I Norge kom til oprør 1027, så Olav måtte forlade landet året efter. Senere forsøgte han at vende tilbage igen med svensk støtte, men da kom han til kort over for egne nationale reaktionære kræfter, og i slaget ved Stiklestad 1030 måtte han lade livet.
Knud havde halvsøsteren Estrid, f. o.998, som vist ikke var nogen skønhed, men hun var kongedatter, så hun blev en brik i det politiske spil. Som sådan bliver hun giftet med Richard 2 af Normandiet i 1017 som en gensidig broslagning, da Knud netop har giftet sig med hans søster Emma. Da det kommer til stykket, vil Richard dog ikke have hende, så hun må rejse hjem igen. Ikke længe efter finder Knud så en ny forbindelse til hende, nemlig den russiske fyrste Ilya/Elias af Novgorod, ældste søn af Jaroslav 1 af Kiev, der besøger Danmark i 1019. Dette ægteskab indgås samme år, men Ilya dør imidlertid en naturlig død 1020, uden at de har fået nogen børn, og så rejser Estrid endnu engang hjem. Jeg regner med, at hun derefter i 1021 finder sammen med Ulf jarl med eller mod Knuds ønske, men det første er dog det sandsynligste, da Knud have betydelig interesse i at konsolidere forholdet til hjemmestyret i Danmark, hvilket netop indebar Ulf jarls medvirken. Som bekendt kommer der senere alvorlige kurrer på tråden med det resultat, at Ulf 1027 bliver myrdet på foranledning af Knud. Vedr. baggrunden for Estrids ægteskaber, specielt det russiske, henviser jeg til den særlige artikel om Svend Estridsens moder.
Også Knuds søster Gunhild måtte indgå et politisk ægteskab, i hendes tilfælde med den tyske kejser Heinrich 3 der Schwarze von Franken. De fik en datter Beatrix, men så blev der heller ikke mere ud af det.
Knud dør pludselig 1035, og så falder det hele fra hinanden. Den ældste søn Svend fortsætter kort tid som konge/statholder i Norge indtil sin død og Magnus den Godes magtovertagelse 1036. (Detaljerne kendes ikke.) Den anden, Harald Harefod, bliver konge af England. Og den tredje, Hardeknud, bliver valgt til konge af Danmark. Alle disse var valgberettigede, men måske ikke lige meget i alle valgområder.
Hardeknud og Magnus den Gode, Harald Hardråde og Svend Estridsen
- kampen om magten i Danmark 1035 - o.1060
I perioden efter 1035 er der vedvarende strid om, hvem der egentlig retmæssigt burde være konge af Danmark. Som jeg har beskrevet i en særlig artikel om Magnus den Godes adkomst til den danske trone hidrører problemet dels fra, at Magnus (søn af Olav den Hellige) og hans halv-farbroder Harald Hardråde efter alt at dømme var efterkommere af Harald Blåtand og dermed valgberettigede, og dels fra at Hardeknud, Magnus og Harald alle er født i 1018, hvorved ”førstefødsretten” har været svær at dokumentere i relation til senioritetskriteriet. I modsætning til hvad man ellers skriver, er Svend Estridsen derimod yngre, nemlig f. o.1022, jf. hans moders tidligere ægteskab med Ilya af Novgorod (d. 1020), se Svend Estridsens moder.
Magnus, der har været i landflygtighed østpå, hentes i 1035 tilbage til Norge og bliver valgt til konge der. Hardeknud, der hele tiden har opholdt sig i Danmark, må formodes allerede at være blevet valgt der og er egentlig også designeret til at blive valgt i England, men han tør efter sigende ikke forlade Danmark pga. truende krav om tronen fra Magnus, som da også i de følgende år militært gør sit bedste for at vælte ham af sadlen og derefter kunne fremtræde som først blandt de kognatiske kandidater til tronen. Harald Hardråde holder sig borte i Byzans, så han havde nok ikke et tilsvarende berettiget krav.
Da Knud 3 Hardeknud dør i 1042, vælger man i Danmark Magnus til konge, for så skulle man jo få fred. Det bliver dog ikke tilfældet, da jyderne lidt senere i stedet vælger Svend Estridsen, fordi de har hørt om Magnus' manipulationer i forbindelse med kongevalget. De næste fem år foregår der dog (med længere afbrydelser) en løbende fægtning mellem Svend og Magnus, og det slutter først ved Magnus’s død 1047, for Svend havde ellers ikke lykken med sig. Den samlede historie om Svend Estridsen er beskrevet i en særlig artikel Svend Estridsens biografi.
Tillad mig her et sidespring med en ny vurdering af slaget på Lyrskov hede i 1043, fordi dette slag regnet efter antallet af faldne sikkert er det største slag i Danmarkshistorien. Det gik mest ud over venderne.
I ledingssæsonen sommeren 1043 hjemsøgte kong Magnus områderne ved Østersøens sydkyst for at straffe de lokale herskere, der ikke havde villet anerkende den nye danske konge (og bidrage med hertil svarende ydelser). Den gamle vikingefæstning Jomsborg blev således ødelagt, og også den vestlige del af denne Østersøkyst blev udsat for passende magtanvendelse. Herunder blev obotritterfyrsten Ratibor dræbt. Ledingen blev efter afsluttet togt hjemsendt til Danmark og Norge.
Det benyttede obotritterne sig af. Disse vendere rykker ud senere samme år, formentlig i slutningen af august, for at hævne drabet af Ratibor. De trænger op i Jylland og passerer et formentlig ubemandet Danevirke uden anstrengelse, hvorefter de plyndrer området op til Ribe (iflg. Adam af Bremen). På tilbagevejen går det galt for dem på trods af, at de talmæssigt er overlegne over for de styrker, der kunne samles uden for sæsonen. Hos Saxo og i sagaen taler man om et mirakel, men måske er der en simplere forklaring.
Det er ret givet, at danerne får samlet et lokalt forsvar, som skubber venderne tilbage sydpå. Derudover bliver vi bl.a. af Adam af Bremen oplyst om, at Magnus efter meldingerne om vendernes angreb samler en mindre styrke og går i land ved Hedeby. Venderne opdager derfor pludselig, at tilbagevejen ad Hærvejen mod den snævre passage af Danevirke er spærret, samtidig med at de danske ”hunde” bagved bider dem kraftigt i haserne. Der udbryder panik, og de bliver fuldstændigt nedkæmpet på Lyrskov hede lidt nord for Danevirke. Held kaldes ofte for mirakler, og det bliver det vel ikke ringere af.
Herefter var Danmark sig selv i lang tid (som beskrevet i Svend Estridsens biografi). Kong Svend 2 Estridsen fik mange børn og disse igen mange efterkommere, så intrigerne om hvem der skulle være den næste konge af Danmark fortsatte i mere eller mindre blodige udgaver. Her slutter min historie, men successionsprincipperne gjaldt stadig indtil 1660, dog i stigende grad omgået undervejs på forskellig måde ved førtidig kroning af de umiddelbare arvinger.
© Peter Lawætz, version februar 2018