Opkaldsregler i vikingetiden
Indledning
Jeg hedder Peter og er efter min fars udsagn opkaldt efter min farfader, der hed Peter Valdemar (med tryk på Valdemar). Stadig ifølge min far var jeg så heldig, at min farfader døde året før jeg blev født, for ellers var jeg kommet til at bære min farfaders primære navn Valdemar, og det ville nok ikke rigtigt have passet mig. Lignende opkaldsregler har man haft siden tidernes morgen. I de fleste tilfælde fulgte man blot kutymen uden at bekymre sig om hvorfor.
Den nuværende talemåde på dansk er, at man ”er opkaldt efter” en eller anden person. På norsk udtrykker man sig mere oprindeligt og logisk ved at sige, at en (afdød) person er opkaldt i et barn, hvis barnet får vedkommendes navn. Via navnet kalder man den afdøde frem i barnet, hvilket har ført til påstande om, at vore nordiske forfædre troede på genfødsel eller sjælevandring. Jeg henviser til G. Storm: Vore forfædres tro på sjælevandring og deres opkaldelsessystem (1893) (findes på nettet).
I stedet for egentlig sjælevandring tror jeg på en anden baggrund: Kongeslægten var af guddommelig herkomst, og ved opkald videregav man symbolet herpå til en senere generation. Opkaldsregler blev oprindelig kun praktiseret i kongeslægten, måske lige bortset fra opkald i posthumt fødte børn, jf. pkt. 5 herunder.
Baggrund
I tiden efter o.400 e.Kr. forekommer der tre forskellige opkaldsprincipper blandt Nord- og Vesteuropas kongefamilier. I starten var det mest almindelige alliteration, hvor alle fornavne i slægten begynder med samme bogstav: Vestgoter A (Alarik), merovinger Ch (Chlotar), saksere H (Hengest) og anglosaksere C (Cynric), Ae (Aethelweard) og S (Sigeberht). Blandt de danske skjoldunger gjaldt det H som i Helge, Hroar og Hrolf. Andre steder praktiserede man såkaldt variation, hvor et delnavn går igen fra fader til søn, mest synligt i Burgund med navnene Gundehar, Gunderic, Gundioc, Gundowech osv.
Det tredie princip kaldes repetition og består i opkald med hele navnet på en afdød slægtning, hvis egenskaber så forventes overført til barnet ved en slags sjælevandring. Det findes i mange varianter, oprindelig formentlig begrænset til netop afdøde slægtninge, senere med fokus på opkald af bedsteforældre. Ud fra de kendte data ser det ud til, at sidstnævnte variant først manifesterer sig i begyndelsen af det 7. århundrede, eksemplificeret af Karl den Stores forfædre i en Karl-Pepin-serie og af konger og grever af Friesland, se slægtstavlen Radbouds frisiske efterkommere. Den sidste spænder over ikke mindre end 12 generationer. Princippet må med tiden være raffineret som beskrevet herunder.
En lettilgængelig gennemgang af navngivningen i vikingetiden med mange henvisninger er skrevet af Gunvor "silfrahárr" (2004) og kan findes på nettet.
Opkaldsreglerne i vikingetiden
I de danske vikingekongers slægt har man tydeligvis fulgt en ganske bestemt praksis mht. navngivning af de første børn i en familie:
1. Den søn, der som den første er født efter farfaderens død, får dennes navn.
2. Den søn, der som den første er født efter morfaderens død, får dennes navn, forudsat at der ikke er sammenstød med (1).
3. Den datter, der som den første er født efter farmoderens død, får dennes navn.
4. Den datter, der som den første er født efter mormoderens død, får dennes navn, forudsat at der ikke er sammenstød med (3).
5. Sønner og døtre kan almindeligvis ikke få forældrenes navne, dog med følgende undtagelser:
5a. Hvis sønnen er født efter faderens død (posthumt), gives han faderens navn.
5b. Hvis moderen er død i barselsseng, gives datteren moderens navn.
6. En afdød kan kun være opkaldt i et enkelt, levende barn, men dør dette barn, startes der om muligt forfra.
Ingen regel er uden undtagelser: Ud fra det foreliggende materiale kan det ikke altid afgøres, hvorfor reglerne somme tider ikke er blevet fulgt, bevidst eller blot tilsyneladende. Flere forfattere har bl.a. med henvisning til dette advaret om, at man ikke skal stole for meget på disse regler. Som helhed må jeg dog sige, at opkaldsreglerne er et værdifuldt værktøj, der kan anvendes til at støtte afgørelsen af, hvem der er ældste søn, hvornår en vis søn tidligst kan være født, hvad (især) farfaderen hed osv. I kombination med mine andre principper omkring succession og navneidentitet kan dette værktøj analysere og syntetisere sammenhænge af stor værdi for opstillingen af en samlet slægtsstruktur.
Uden for disse regler var der tydeligvis andre skikke med at kalde sine børn ved navne, der refererer til særlige ’protektorer’ alias faddere såsom fædres og mødres søskende eller venner af huset.
Typiske eksempler
Det efter min mening bedste eksempel på opkaldsprincipperne er Gorm den Gamles slægt som vist herunder (hvor tallene henviser til ovenstående regelliste):
Tilsyneladende afvigelser
Der kan identificeres nogle få tilfælde, hvor opkaldsreglerne tilsyneladende ikke er blevet respekteret. Det gælder både i det hjemlige Danmark og i kongeslægtens gren i Dublin. I alle sådanne tilfælde er det muligt at introducere en (ny) ældste søn i slægtstavlen med det ’rigtige’ navn og derefter forklare denne persons usynlighed med et tidligt dødsfald. Dødeligheden blandt børn var større dengang end nu.
Et eksempel på et sådant forhold er centreret omkring Harald Klak. Hans far hed Halfdan, fordi hans bror Hemming i forbindelse med sin død omtales som søn af Halfdan. Harald Klak, som korrekt er opkaldt efter sin (formodede) farfader Harald (Hildetand), vides kun at have børnene Godfred, Rolf og Tyra. Der mangler altså en Halfdan, og jeg tror i dette tilfælde, at der har været en sådan, som så døde ung. Som beskrevet nedenfor er jeg imidlertid omkring Tyra Danebods slægt kommet frem til, at Harald må have haft yderligere to sønner, en Sigfred af første ægteskab og yderligere en Halfdan, nu af andet ægteskab og født efter, at den første af dette navn var død. Sigfred bliver nemlig konge af Danmark i 873, og Fuldaårbøgerne nævner så, at hans broder Halfdan besøger den tyske kejser på hans vegne. Sigfred er nævnt i nedenstående "rekordlængde".
I den irske sfære har vi et ’åbent’ eksempel med Sigtryg (Sitric) Silkeskæg, f. o.975. Hans ældste søn Olaf - opkaldt efter Sitrics far - døde 1013 i en alder af 17 år. Sigtryg nåede imidlertid - formentlig med en ny hustru - at få endnu en søn efter 1013, og han bliver så igen kaldt Olaf. Hvis vi af åbenlyse grunde ikke havde kendt den første Olaf, havde det set ud, som om der var noget galt med reglernes overholdelse.
Storm nævner i sin artikel om opkaldsreglerne (ref. ovenfor) et problematisk eksempel med Valdemar den Store, hvis opklaring kræver særlig viden om de faktiske begivenheder. Knytlingesagaen fortæller, at Valdemars mor Ingeborg (i hvert fald) ved årsskiftet 1130-1131 befandt sig hos sin familie i Rusland, og at Valdemar så må være født i Rusland en uge efter faderen Knud Lavards drab. Nyheden om drabet kan derfor ikke være nået frem, så den nyfødte fik navn efter Ingeborgs farfader Vladimir Monomachos (d. 1125). Opkaldsreglerne kunne af praktiske grunde her ikke overholdes.
Posthumt fødte sønner, der får faderens navn, er der mange af blandt Regnar Lodbrogs efterkommere i Dublin mm. Kender man faderens dødsår, får man direkte sønnens fødselsår, hvorved kronologien bliver styrket.
Det er nærliggende at tænke sig, at der efter
kristendommens indførelse ikke længere
lægges vægt på noget med
sjælevandring ved opkald, og så kan to samtidigt
levende børnebørn godt være opkaldt
efter deres fælles bedstefader eller -moder. Et eksempel er
Svend Tveskægs første hustru Gunhild.
Såvel sønnen Knud (den Store) som
datteren Tyra har en datter, som får nanvet Gunhild, og den
sidste er oven i købet født (o.1008)
før mormoderens død (>1014).
Opkaldsreglerne som redskab
Erik 1 (Horik) var konge i Danmark 814-854 og efterfulgt af Erik 2, også kaldet Erik Barn, fordi han ikke var særlig gammel i 854. Man ved, at Erik 1 var søn af Godfred d. 810, men hvordan passer Erik 2 ind i kongeslægten? Flere har med henvisning til opkaldsreglerne foreslået, at han var sønnesøn af Erik 1. Anvender vi imidlertid de samlede regler som kontrolredskab, må denne konstruktion afvises, da Erik 1 ikke var død, da Erik 2 blev født. Det forhindrer ikke, at nr. 2 kan have fået navn efter nr. 1, men det må så være ”fadderrollen”. Jeg har i en særlig artikel om Godfredsønnernes slægt foreslået, at Erik 2 var sønnesøn af Olaf, der var ældre broder til Erik 1, og som blev dræbt ved magtkampen i 814.
Opkaldsreglerne kan anvendes til analyse af forskellige muligheder fx som for Rollos afstamning. Hvis Rollo som den første nordiske regent i Normandiet 911-932 var af den danske kongeslægt - som beskrevet af krønikeskriveren Dudo - kunne hans navn forbinde ham med andre, der hed Rolf. Dem er der to af. For det første havde Harald Klak en søn Rolf, som mest er kendt for sine plyndringstogter til Frankerrigets kyster og muligvis Irland, og som faldt 873 i Friesland (Annales Fuldenses 873 #90). Rollo er imidlertid født før 873, da vi ved fra andre kilder, fx ASC 876, at han allerede da var aktiv i Normandiet. Rollo er derfor ikke sønnesøn af denne Rolf. Den anden Rolf-mulighed er yngre broder til Erik 1 og er f. o.790, d. o.836 (jeg kan ikke finde ref., men han er nævnt af i Carl Engholms bog (CE)). Her er der ingen konflikter pga. opkaldsregler, så denne mulighed er realistisk, men det beviser i sig selv intet. Jeg henviser til artiklen om Godfredsønnernes efterslægt.
Opkaldsreglerne har været aktivt i brug i forbindelse med min (re)konstruktion af Regnar Lodbrogs efterslægt, i særlig grad som grundlag for meget af syntesen af Halfdans efterslægt, som slet ikke eksisterer i historiebøgerne, men som her må anses som nødvendigt ’fyld’ med relation til kongerækkerne i Dublin og York.
Med passende forsigtighed kan opkaldsreglerne også bruges til ekstrapolation tilbage i tiden. Mit første eksempel gælder mine erfaringer i begyndelsen af denne studie, hvor jeg skulle prøve at finde Gorm den Gamles nærmeste forfædre. Jeg var dengang ikke belastet af alt det, jeg siden har læst. Hvis Gorms ældste søn hed Knud, måtte hans fader også hedde Knud. Som nævnt af Adam af Bremen hed faderen HardeKnud, hvilket efter nøjere analyser også kunne bekræftes af Lis Jacobsen (se referencelisten). Hardeknud fik også det mere kristne navn Godfred og var konge i York 879-895. Hed Hardeknuds fader Gorm? Nej, historierne går på, at den virkelige fader var Sigfred/Sigurd Snogøje, men at denne ikke ville vide af denne søn, som han havde avlet med Ellas datter. Sigfred synes dog ifølge sagaerne at være ophav til navngivningen med Knud. Senere blev denne fortabte kongesøn opdaget og blev taget som fostersøn af Gudrum/Gorm, som var konge af Østangel. Det er fra ham, at Gorm den Gamle har fået sit navn, sikkert fordi Hardeknud ikke ville opkalde sin virkelige fader i sit barn, men valgte sin netop afdøde fosterfader i stedet.
Et andet eksempel vedrører Harald Klaks familie. Hans Broder Anulo (som vist egentlig er en version af Ole eller Olaf) nævnes som ’nepos’ af en tidligere konge Harald. Og det har man tilsyneladende ikke kunnet tolke hidtil. Det kan være en fejl/misforståelse hos den der skrev dette, for vi bliver ad anden vej oplyst om, at endnu en broder Hemming var søn af Halfdan. Der er i hvert fald ingen kong Harald i den generation, der kom før Harald Klak, og denne ville heller ikke kunne være søn af en Harald. Man kan i stedet for opfatte ordet ’nepos’ bredere som fx også sønnesøn, jf. oprindelig romersk/latinsk betydning. Harald Klak kan derfor være ældste søn af en Halfdan, som igen er en søn af en Harald. Denne Harald kan så kun være Harald (Hildetand), som på ældre dage af politiske grunde blev gift med Imhild af Saksen, datter af Warnechin, og med hende åbenbart fik sønnen Halfdan. Som den eneste af Haralds børn overlevede Halfdan ’Bråvalla-slaget’ o.872, fordi han ikke var gammel nok til at deltage i kampen. Dette er ikke dokumenteret, men der er jo ikke andre simplere muligheder.
Desuden kan jeg henvise til artiklen Tyra Danebods slægt, hvor jeg har genereret en "stige" bagud til Harald Klak. Noget af indholdet i denne "stige" er vist under "rekordlængden" herunder.
Opkaldsreglerne kan endelig fremhæve og vurdere kritiske fødselsdatoer, især omkring relationen død af bedsteforældre og fødsel af deres børnebørn. Det bedste eksempel, jeg har mødt, drejer sig om Valdemar den Stores børn. Den ældste søn (f. o.1163) med dronning Sofia kaldes Knud efter Valdemars fader Knud Lavard (d. 1131). Knud Lavard var ganske vist allerede opkaldt i to andre børnebørn, men det spillede åbenbart ingen rolle her. Den næstældste søn f. 1170 får navnet Valdemar (Sejr), efter Sofias fader Volodar af Minsk (d. 1167). For så vidt angår sønnerne er reglerne altså overholdt. For at dette også skal gælde døtrene, må vi konstatere, at de første tre døtre Sofia, Margrete og Maria har uvedkommende navne, da bedstemødrene ikke var døde, dengang de blev født. Først Ingeborg født 1175 kan opkaldes efter sin farmoder, formentlig d. o.1170, og senere gælder det Regitse/Richiza, f. 1178 og opkaldt efter sin mormoder, der først døde dette år eller lidt før. Jeg skal ganske vist ikke bruge disse konkrete fødselsår til noget særligt, men der findes adskillige eksempler på mindre, men tilsvarende kritiske tilfælde.
Rekordlængden
Den længste, danske serie af opkald forekommer i den slægtsgren, der omfatter Harald Klak. I det følgende viser jeg en liste af far-søn-serier, som tror det har været, men intet er 100% sikkert i disse sager (Haralds Klaks og hans brødres slægt).
Harald (Hildetand) f. o.710
Halfdan f. o.760
Harald (Klak) f. o.785
Sigfred f. o.818
(Klak-)Harald f. o.855
Tyra (Danebod) f. o.898
Harald (Blåtand) f. o.920
Svend (Tveskæg) f. o.955
Harald 2 f. o.986
- ingen børn.
Navneopkald uden for kongeslægten
Ligesom andre "finere" skikke er opkaldsreglerne gradvist blevet udbredt til lavere samfundslag, evt. i modificeret form. For opkaldsreglerne gælder det i først omgang stormandsslægterne. Den mest omfangsrige og bedst dokumenterede slægt af denne art er Skjalm Hvides efterslægt. Som vist i en særlig artikel har man i flere hundrede år brugt de samme regler der.
© Peter Lawætz, version juni 2012