Hvordan blev man jarl i Danmark ?

Indledning
Titlen "jarl" synes først anvendt i Norge, hvis da ikke sagaerne nedskrevet o.1200 har "tilbagediskonteret" dette begreb til en tidligere tidsperiode.
 
I Danmark er Strut-Harald så vidt vides den første jarl. Han var ellers underkonge i Skåne (fra 961). Svend Tveskæg står bag ændringen til jarl, som synes indført o.980. Det sker nogenlunde på samme tid som titlen "earl" viser sig i England.
 
Forskellen mellem underkonge og jarl kendes ikke, men der var formentlig ingen forskel i starten. Det er ikke begyndelsen til et vasalsystem. Derimod er det vanskeligt at finde ud af, hvornår "jarl" bliver til "hertug" eller "greve". Kilder syd for Danmark kender ikke ordet jarl, men bruger i stedet det latinske dux eller comes. Der er dog ikke tvivl om, at der sker en ændring o.1100, hvilket er nærmere belyst senere.
 
Jarler var ikke blot kongens betroede mænd, men som man vil se af nedenstående analyse skulle der normalt noget andet til af mere familiemæssig karakter. Der for er det i genealogisk sammenhæng relevant for mig at studere disse forhold nærmere. Studien er baseret på analyse af de kendte jarler og deres baggrund.
 
De tidlige perioder
I første fase fra o.980 ser retningslinierne for at blive jarl ud til at være følgende:
 
-  "Genforeningsaftalen", der trådte i kraft 961, sikrer, at mandlige efterkommere i skjoldungeslægtsgrenen gives en særlig status, fra o.980 med titlen jarl. Dette ophører 1042 med Hardeknuds død som sidste mand i "den frisiske gren".
 
-  Ægtemænd til kongedøtre eller kongesøstre bliver jarler (fx Ulf g. m. Estrid).
 
-  Kognatiske tronfølgere som fx Svend Estridsen kan bære titlen.
 
-  Også "virkeligt uægte kongesønner" bliver jarler. "Virkeligt uægte" omfatter kun sønner af uædle friller.
 
-  Agnatiske tronfølgere indgår tilsyneladende i hirden (hoffet mm.) og bærer ingen særlige titler, dog måske prins, men det hører man ikke om. Kongesønner avlet  med ædle friller indgår her på lige fod med de ægte.
 
Disse forskellige forhold er markeret i nedenstående liste over danske jarler.
 
Anden fase indtræder o.1050, hvor Svend Estridsen pludselig har behov for ledelse af regionale forsvar mod Harald Hárdrådes trakasserier. Der var på det tidspunkt - efter min vurdering - allerede tre jarler efter ovenstående kriterier, nemlig kongens broder Esbern Estridsen og de to brødre Thorkil Haraldsen og Hemming Haraldsen, der gennem deres moder var kognatiske tronfølgere. Der bliver så udnævnt yderligere to jarler til disse særlige opgaver: Nordmændene Fin Arneson og Ulv Galica, som var gået i eksil under Haralds regering.
 
Udnævnelserne synes at have haft den ønskede virkning, da der hurtigt derefter indtrådte en pause i plyndringerne, der sluttede med ødelæggelsen af Hedeby 1050. Disse 5 jarler er formodentlig også dem, der som nævnt i sagaen var med i slaget ved Niså 1062. Det blev et dansk nederlag, og nogle af jarlerne blev uden tvivl dræbt, bl.a. Hemming, som man ikke hører om siden.
 
Titlen synes herefter knyttet til et geografisk område, dog nok så meget af formel karakter.
 
Det fremgår af det beskrevne, at embedet og titlen "jarl" ikke var arvelig. Det er derimod ret tydeligt i den sidste fase (efter o.1104), at der for særlige områder som Sønderjylland gjaldt et senirotetsprincip. Det kommer jeg tilbage til.
 
De "virkeligt uægte sønner"
Jeg har indført dette specielle begreb for at skelne mellem frillebørn af stormandskvinder og tilsvarende af almindelige kvinder. Indtil Valdemar den Stores tid var den første kategori generelt anerkendt som ligeværdige kongebørn med placering i agnatiske og kognatiske tronfølgergrupper. Det ser man tydeligst ved Svend Estridsens sønner, hvor 4 efterfølgende konger var uægte sønner, åbenbart af den første kategori. I sønnerækken optræder der dog en enkelt af de "virkeligt uægte", nemlig Bjørn (f. o.1062), som kun bliver jarl i Holsten.
 
Af genealogisk interesse er Erik Ejegods mange børn, hvoraf kun Knud Lavard var ægtefødt af hustruen Bodil Thrugotsdatter. Flere af Eriks børn var anerkendt som finere uægte (fx Harald Kesje og Erik Emune). En nærmere granskning viser imidlertid, at der faktisk synes at være et større hul i Erik Ejegods "produktion" i perioden 1085-1095. Her passer Bodil-slægtens første generation ind som "virkeligt uægte kongebørn", så her er der en mulig forklaring på en ellers langlivet gåde, som kun P. F. Suhm vist har peget på tidligere. Mit bidrag til at bekræfte denne hypotese er, at en af Bodil-sønnerne Jørgen bliver jarl af Smålandene (Lolland, Falster og Møn) 1134. De andre sønner har muligvis fået tilsvarende tilbud, men det hører vi blot ikke om.
 
Hertuger af Sønderjylland
Under Niels's regeringsperiode fra 1104 foregår der en begyndende forandring af hirden til en statsadministration. Det betyder formentlig, at karrieren som (agnatisk) tronfølger ændrer karakter, så disse personer må ud og beklæde decentrale statholderembeder. Ligesom senere synes det fornemste af disse embeder at være overhoved for Sønderjylland, måske i første omgang med titlen jarl, men senere utvivlsomt hertug.
 
Den første af disse hertuger er Knud Lavard (f. o.1096), der indsættes 1115.  Der er ganske vist to ældre agnatiske tronfølgere (foruden Harald Kesje, der allerede havde gjort sig håbløs som statholder under Erik Ejegods fravær 1102-1104). Det gælder Erik Emune og Henrik Skadelår, begge f. o.1085. De må have fået fået tilsvarende områdeposter som fx Skåne, Halland eller Nørrejylland, men det fortælles der intet om.
 
Efter mordet på Knud Lavard 1131 gætter jeg på, at Henrik Skadelår har efterfulgt ham som hertug indtil sin død i slaget ved Fodevig 1134. I perioden 1134-1147 kender vi ikke nogen hertug af Sønderjylland. I 1147 bliver Knud Lavards søn Valdemar (senere "den Store") hertug. Han efterfølges formentlig 1152 af Magnus Henriksen (senere konge i Sverige), 1160 af Knud Henriksen og 1162 af Buris Henriksen, alle sønner af Henrik Skadelår. Dette går helt efter alder, altså ifølge senioritetsprincippet. Harald Kesjes eneste overlevende søn Oluf Haraldsen burde derfor være med som hertug 1134. 1137 lader han sig vælge til konge i Skåne (med håb om samme ikke uberettigede succes for resten af Danmark). 1137 er den agnatiske tronfølgerliste midlertidigt udtømt, og man kan forestille sig, at den nye konge Erik Lam til hertug udpeger halvfætteren Knud Eriksen, dattersøn af Knud den Helllige. Han har efter det oplyste ikke fået nogen anden post, mens broderen Karl blev jarl af Halland.
 
I 1167 er også den kognatiske tronfølgerliste udtømt, så Valdemar vælger sin svoger Pritslaw fra Venden til næste hertug af Sønderjylland, jf. de oprindelige kriterier for at blive jarl. Det bliver dog hurtigt til en del gætteri, men som ved kongerækken kan man lade sig støtte af senioritetsprincippet, selv om det i denne sammenhæng måske ikke er anvendt helt så konsekvent.
 
Endelig bliver Valdemars uægte søn Kristoffer gjort til hertug af Sønderjyllandi 1170. Han var bestemt ikke agnatisk tronfølger, så der har været tale om en kongelig resolution. Jeg tror, at "jarl" ophører som titel og funktion omkring denne tid.
 
Den videre udvikling
Sent i det 12. århundrede foregår der en forskydning af de uægte kongesønners muligheder, så de finere ikke længere er valgbare som konger, men må nøjes med status som højadelige.Jeg henviser til eksemplerne greverne af Halland og slægterne Sjællandsfar, Løvenbalk og Gyldenløve. De "virkeligt uægte" bliver til gengæld udelukket helt fra det finere selskab og må nøjes med en passende erstatning, støtte eller fortrinsbehandling. Af denne grund kender vi næppe ret mange af den kategori, fordi de forsvinder i den almindelig befolkning.
 
På kirkens initiativ vedtages det faktisk 1164 som lov i Norge, at kongsemner primært er ægtefødte sønner af tidligere konger, og at den ældste skal foretrækkes, hvis ikke vedkommende er mentalt uegnet som konge. Det er nok næsten det samme, der sker i Danmark. Her ser man senioritetsprincippet dokumenteret i en indskrænket form, der går i retning af primogenitur.
 
Mens der i det 13. århundrede ind imellem er hertuger af såvel Sønderjylland som Lolland/Falster og Estland, fokuseres titlen efterhånden helt på Sønderjylland/Slesvig, som i det lange løb blev en landsdel helt for sig selv.
 
Liste over jarler/hertuger i kronologisk orden
Jarlerne i nedenstående liste er markeret med bogstaver efter det kriterium, der formodes at ligge bag deres udnævnelse. Disse kriterier er følgende:
 
A.  "Unionsaftalen", der holdt skjoldungerne ude fra kongemagten 961-1042
B.  Indgiftede (med kongedøtre eller kongesøstre)
C.  Kognatiske tronfølgere
D.  "Virkeligt uægte" kongesønner
E.  Særlige opgaver
F.  Agnatiske tronfølgere (efter 1100).
 
Personer mærket ? er ikke dokumenteret som jarler. Evt. landskab står i parentes.
 
o.980        A. Strut-Harald d. o.987
                  A. Toke Gormsen d. o.990
                  A. Sigvald d. o.1002
                  A. Thorkil d. o.1023
                  A. Hemming d. o.1014
o.985        B. Palle d. 1002 g. m. Gunhild Haraldsdatter (England)
1018         B. Godwin g. m. Tyra Svendsdatter (England)
1021         B. Ulf d. 1026 g. m. Estrid Svendsdatter
o.1022      A. Harald Thorkilsen d. 1042
                  A. Sigvard Thorkilsen d. 1054 (England)
o.1043      C. Svend Estridsen d. 1074 (konge 1047) (Skåne?)
o.1047      C. Bjørn Estridsen d. 1049 (England)
                  C. Esbern Estridsen d. 1086
o.1050      C. Thorkil Haraldsen
                  C. Hemming Haraldsen d. 1062
1051         E. Fin Arneson (nordmand) (Halland) d. 1062
                  E. Ulv Galica (nordmand) (Nørrejylland) d. 1062
o.1062      B. Hákon Ivarson g. m. Ragnhild Magnusdatter (Halland)
o.1085      D. Bjørn ("virkeligt uægte" søn af Svend Estridsen) (Holsten)
o.1095      B. Eilif (g. m. NN Svendsdatter?) (Sønderjylland)
o.1104      B. Erik (fra Götaland) g. m. Cecilie Knudsdatter
1115         F. Knud Lavard d. 1131 (Sønderjylland)
o.1117      B. Ulf Esbernsen d. 1133 g. m. Ingerd Nielsdatter (Lolland)
o.1125      C. Karl Eriksen d. o.1154 (Halland)
                  C. Knud Eriksen (broder til foregående) ?
                  C. Erik Lam (konge 1137) ?
1131         F. Henrik Skadelår d. 1134 (Sønderjylland)
1134         B. Erik (tidl. Falster) d. 1146 (Sønderjylland)
1134         D. Jørgen Bodilsen ("Smålandene")
1147         F. Valdemar (den Store) d. 1182 (konge 1152) (Sønderjylland)
1152         F. Magnus Henriksen d. 1161 (konge i Sverige 1160-1161) (Sønderjylland) ?
o.1160      B. Pritslaw d. o.1170 (Lolland)
1160         F. Knud Henriksen d. 1162 (Sønderjylland)
1162         F. Buris Henriksen d. 1167 (Sønderjylland)
1167         B. Pritslaw d. o.1170 (Sønderjylland)
1167         C. Knud Pritslawsen d. 1183 (Lolland)
1170         D. Kristoffer Valdemarsen d. 1174 (Sønderjylland)
 
Til bogens start
 
© Peter Lawætz,  version august 2017