Svend Tveskægs hustruer

Der hersker fortsat delte meninger om, hvem Svend Tveskæg egentlig var gift med, bl.a. fordi kilderne enten er uklare, eller også modsiger de hinanden.
 
Den mest "velordnede" model fremgår bl.a. af Steenstrups bidrag til Danmarks Riges Historie (bind 1). Her gifter Svend sig først med en datter [Swietoslawa] af hertug Mieszko 1 af Polen. I Danmark kaldes hun Gunhild. Med hende får Svend børnene Tyra, Harald og Knud. Det foreligger ikke dokumenteret direkte, at Gunhild først hed Swietoslawa, eller at Mieszko havde en datter med dette navn, men der er - som beskrevet senere - gode indicier herfor.
 
Af politiske grunde vælger Svend o.997 at gifte sig med Sigrid Storråde, enke efter den svenske konge Erik Segersäll. Sigrid er datter af den velhavende Skogul-Toste fra Västergötland. Hun var kort efter 1000 Nordens rigeste kvinde, så dette må være den rette baggrund for hendes tilnavn. Med Sigrid får Svend datteren Estrid. Gunhild bliver afskrevet og må rejse tilbage til sit hjemland. Efter Svends død 1014 hentes hun igen til Danmark af sine sønner.
 
Der skal senere opregnes støtte til denne version, men først vil udsagn fra diverse kilder blive refereret.
 
De skriftlige kilder
Thietmar af Merseburg nævner i sin krønike fra o.1015 Svends hustru som "Miseconis filia ducis, soror Bolizlavi succoris ejus" (hertug Mieszkos datter, søster til hans efterfølger Boleslav).
 
Ifølge Adam af Bremen (GH 2,35 og 2,39) blev Erik Segersäll gift med en søster eller datter til Boleslav af Polen. Efter Eriks død ægter Svend Tveskæg enken "Olaphs moder", og med hende får han sønnen Knud. Der nævnes ikke yderlligere navne.
 
Encomium Emmae reginae fortæller, at sønnerne Harald og Knud lod deres moder hente fra slavernes land efter Svend Tveskægs død.
 
Knytlingesagaen nævner Svends hustruer som Gunhild - her datter af Burislef af Venden - og derefter Sigrid.
 
Olav Tryggvasons saga afsnit 34 (38?) beretter, at Svend skulle giftes med Gunhild, Burislavs datter i Vendland.
 
Jomsvikingernes saga kap. 36 har omtrent samme historie, men lidt mere udførligt: Svend bliver gift med Gunhild, Burislefs mellemste datter. (Ældste datter Astrid allerede gift med Sigvald jarl, yngste datter Geira senere gift med Olav Tryggvason.)
 
Hervørs saga nævner om Erik Segersäll, at han ægtede Sigrid Storråde.
  
Hos Saxo (X. bog) er Erik Segersäll gift med Sigrid Storråde indtil sin død. Derefter bliver Sigrid gift med Svend. Man hører intet om, at Svend skulle have været gift i forvejen, og Gunhild forekommer ikke.
  
I Ingvar den Vidfarnes saga læser man om, at Erik var gift med Sigrid Storråde, datter af Skogul-Toste. På ældre dage forskyder Erik Sigrid og gifter sig i stedet med Aud, en ellers ukendt datter af norske Hákon jarl. Denne historie er ikke bekræftet andetsteds.
 
Liber vitae, der er en journal over gaver til klostret New Minster i Winchester, nævner en giver som "Santslaue soror CNVTI regis nostri". Der synes at være rimelig enighed om, at Santslaue er en forvanskning af Swietoslawa. I stedet for soror/søster til Knud skulle der nok have stået filia/datter, da vi ved, at Knud ikke havde søstre med eksotiske navne. (De hed Gyda og Tyra.)
 
Europäische Stammtafeln (som jeg normalt ikke har tillid til, fordi de ikke altid nævner oprindelige kilder) kalder Svends hustru Swietoslawa (Gunhild) af Polen, men fortæller i øvrigt, at hun først var gift med Eril Segersäll. Det er nok overvejende Adam af Bremens version, men i kombination med andet. Som kilde er det ubrugeligt.
 
På dette grundlag kan det være svært at bestemme sig for det rigtige, men man skal i forvirringen ikke glemme, at historien skal hænge samme.
 
Tvivl om Sigrids eksistens
Kildekritikeren nr. 1 Lauritz Weibull mente for omkring hundrede år siden, at Sigrid Storråde var en fiktiv person, fordi hun kun optræder hos Saxo og i sagaerne. Sådan kan meget historie kvæles. Man kan nu også vende problemstillingen om og spørge, om der er særlig grund til, at hun skulle figurere hos Thietmar og Adam, altså i de udenlandske krøniker. Nej, vel?
 
Sigrids "forsvarere" har peget på det større ejendomskompleks Sigridlev i Västergötland, der i kong Valdemars jordebog er beskrevet som tilhørende den danske kongefamilie. Det kunne have stammet fra Sigrid Storråde, og det gik også Steenstrup ind for. Men der er faktisk tale om en anden Sigrid (se bl.a. Jonsson 2003). Denne var datter af Svend Estridsen og Gunhild, som tidligere havde været gift med den svenske konge Anund Jakob. Der hører en særlig historie til, om hvordan Knud Lavard købte ejedommen af Sigrids arvinger, men det falder uden for emnet her. Sigridlev'et er altså ikke en støtte til Sigrid Storrådes eksistens.
 
Derimod forekommer det relevant at nævne placeringen af Sigrids familie som Västergötlands førende. Faderen Toste fortælles at have været med blandt de første til at modtage "Danegæld" i England 970. Sigrids broder Ulf er jarl, og tre generationer senere er svenske konger agnatiske efterkommere af denne Ulf jarl. Dette er nærmere beskrevet i artiklerne Den svenske kongeslægt i den sene vikingetid og Jarler i Sverige. Erik Segersäll og Svend Tveskæg ægtede ikke en tilfældig storbondes datter.
 
Opkaldsreglerne
I denne studie er der talrige gange gjort brug af de opkaldsregler, som klart er blevet anvendt i den danske kongeslægt. Det  kan også være en af nøglerne her.
 
Vi ved, at Knud den Store og Emma havde datteren Gunhild, senere kaldet Kunigunde i hendes tyske ægteskab. Gunhild f. o.1019 har tydeligvis fået navn efter sin farmoder, gift med Svend Tveskæg. Knuds moder må altså være død engang mellem 1014, hvor hun kom tilbage til Danmark, og 1019, hvor sønnedatteren får hendes navn. Det forekommer helt naturligt, at hun også får farmoderens oprindelige navn Swietoslawa. Derved passer hun lige som Santslaue i Liber vitae.
 
[Jeg er opmærksom på, at Knuds ældre søster Tyra, gift i Venden, også har en datter Gunhild, f. o.1009. På trods af navnet kan den Gunhild ikke være opkaldt efter Tyras moder Gunhild, fordi denne ikke var død på det tidspunkt. Der må have været en anden kilde.]
 
Konklusion
Det er svært at fremlægge en neutral vurdering af forholdene i denne historie. Alt i alt forekommer dog den indledende, samlede historie at være mere sandsynlig end de varianter, som man finder i diverse modstridende kilder. Det er nemlig den eneste version, der hænger sammen i sig selv og i relation til, hvad der i øvrigt skete i den periode.
 
Til bogens start


© Peter Lawætz,  version marts 2013