Jelling-anlæget - en opsummering med senere konklusioner

I mange år blev Jelling nærmest betragtet som en nekropol (gravplads), da man havde store vanskeligheder med at finde tegn på kongelig beboelse. Det lå ellers i traditionen, at Gorm den Gamle og sønnen Harald Blåtand havde regeret herfra.
 
Der er ikke tvivl om, at de senere års resultatrige gravearbejde på stedet har ført til en stærkere tro på, at danske konger i en kortere periode havde deres hjemsted her. Der mangler dog stadig selve kongehallen, men de mange andre elementer kan nu stykkes sammen til en helhed. Et muligt scenarie vil konkludere, at Jelling ikke blev kongelig residens.
 
Man kan opdele anlægget i følgende enheder:

- Stenskibet, der baserer sig på en vinkelformet stenrække i Sydhøjen. Stenrækken er tolket som stævnen på en skibssætning, hvis anden ende i første omgang blev fastlagt af et par sten midt i Nordhøjen. Der er ikke tale om spor, der udelukker andre forklaringer. Skibets retning er omtrent NNØ-SSV. De nyeste fund (2006) af store sten længere mod NNØ kunne tyde på et dobbelt så stort skib (~350 m). Allerede den første tolkning med et skib på 175 m er størrelsesmæssigt uden sidestykke. Som angivet nedenfor er der stærke indicier for det store skib, nemlig dels palisadehegnets udstrækning til netop at omfatte den store udgave, dels den manglende stensætning under Nordhøjen. I vurderingen af Stenskibets formål er det senere konkluderet, at det er anlagt o.860.
 
- Nordhøjen eller Thyras høj har centrum på Stenskibets akse (defineret ved vinkelhalveringslinien for stenrækkerne i Sydhøjen), har en diameter på 65 m og højden 11 m. Højen påstås anlagt oven på en bronzealdergrav, men rigtigheden heraf kan diskuteres. En anden tolkning er, at der er tale om et 2 meter højt fundament til gravkammeret .Højen indeholder et gravkammer af træ, angiveligt til to personer. Kammeret indeholdt ingen begravede personer ved den første officielle udgravning, men der var tydelige tegn på et indbrud i graven fra oven. I graven har man også fundet genstande, som sandsynligvis stammer fra en begravelse, bl.a. et sølvbæger med ornamenter, der svarer meget godt til dem på Haralds sten (Jelling-stil). Man antager på denne baggrund, at den gravlagte person tidligt er blevet flyttet til kammergraven under kirken, se nedenfor. Gravkammeret er på basis af et træstykke dateret til 958, så Nordhøjen må være fra 958-960.
 
- Sydhøjen eller Gorms høj har sit centrum nær den sydlige stævn af Stenskibet og er af samme størrelse som Nordhøjen. Faktisk kender man kun Stenskibet fra stenrækker fundet under Sydhøjen. Da denne høj er dateret til 966-970, er Stenskibets sten altså først fjernet, da denne høj var på plads. Dette taler for, at der ikke har været sten under Nordhøjen, og at skibssætningen er den dobbelt så store udgave med Nordhøjen anbragt i midten. (Stenene behøver ikke at være fjernet i første omgang. De kan blot være væltet og nedgravet.) Sydhøjen indeholder ingen grave.
 
- Den lille Jelling-sten eller Gorms sten er ifølge teksten sat af Gorm til minde om sin hustru Tyra, "Danmarks bod". Rent bortset fra, at "Danmark" her nævnes for første gang (det er nu ikke helt rigtigt), ved man ikke hvad "Danmarks bod" egentlig står for. Ingen af de kendte tolkningsforsøg synes at tage højde for muligheden af, at da Gorm kom til Vestdanmark fra England, har han forinden næppe drømt om, at hustruen Tyra fra Østdanmark skulle blive bindeleddet i den kommende genforening af de to landsdele. Stenen blev (gen)fundet liggende som trin uden for kirken. Man ved derfor ikke, hvor den oprindelig har stået, og hvorfor den blev fjernet og brugt til noget andet. Efter min vurdering må stenen være opstillet o.955 umiddelbart efter Tyras død (som vi heller ikke kender årstallet på).
 
- Den store Jelling-sten eller Haralds sten er efter teksten sat af Gorms søn Harald til minde om sin fader og moder, men også for at markere Haralds egen fortræffelighed. Han samlede Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Stenen er anbragt midt mellem Nord- og Sydhøjens centre stort set der, hvor den findes i dag. Efter vægten på ca. 10 ton er den vist den største runesten i Norden og har måske stået der altid, da den ikke er let at flytte. Således har den enten stået som symbolsk mast i Stenskibet og har været bestemmende for dettes beliggenhed, eller også er den først kommet til efter Sydhøjen og anbragt præcis midt imellem de to høje. Teksten er særpræget ved at være anbragt vandret, mens alle andre runesten traditionelt har teksten på den anden led (sikkert fordi runeteksterne normalt blev hugget i en træplanke, som så blev hamret ned i jorden. Ornamenteringen med slange-, kors- og blomstermotiver siges også at være lidt speciel for denne tid, men tilsvarende motiver forekommer nu også på det sølvbæger, der fandtes i Nordhøjens gravkammer. I det hele taget er "Jelling-stilen" i den senere tid blevet bredt ud på et større tidsinterval. På grund af tekstretningen og ornamenteringen er der fremsat forslag om, at stenen er kommet til o.1020, altså meget senere. Det forekommer dog mere sandsynligt, at det var Harald, der stod for stenens tilblivelse, da han havde behov for at markere, at kristningen var et gode for landet, for nu at gøre dyd af en nødvendighed.
 
- Kirken i Jelling er også placeret på Stenskibets akse lidt N for Jelling-stenene. Den ældste del af den nuværende kirke fra o.1200 er foregået af 3 trækirker, hvoraf den første antages at være bygget i 970'erne. I koret af denne kirke er der fundet en kammergrav under det oprindelige gulv med knogler svarende til et næsten komplet skelet af en mand på 40-50 år. Knoglerne fandtes hulter til bulter, men det kan der findes mange simple forklaringer på foruden den, at de er flyttet dertil fra fra Nordhøjen, jf. ovenfor. Officielt mener man, at den genbegravede person må være Gorm, Haralds fader, men det passer ret dårligt med alderen afledt af, at han skal være søn af Hardeknud også kaldet Godfred, der som konge i Northumberland døde 895. Der fandtes endvidere en større samlig guldtresser, som svarer til stofrester fundet i Nordhøjens gravkammer, hvilket bekræfter overførslen af den begravede person. Der fandtes også en stump af et tællelys, som kan dateres til engang i slutningen af 900-tallet, men C14-datering er desværre ikke mere præcist.
 
I 2011 har man uden for den nuværende kirke fundet fundamenterne af en ældre stenkirkebygning fra det tidlige 1000-tal. Den udmærker sig ved at have haft koret ca. 13 meter længere mod øst. Det er endnu uklart, hvordan dette skal tolkes.
 
- Palisadehegnet har som konstateret i 2010 omgivet hele herligheden. Ganske omfattende dele heraf blev fundet allerede i 2007 i N og NØ. Hegnet, der måler 375 m på hver led, er i sig selv et større bygningsværk. Det er nu i foråret 2013 dateret til 968, men det gælder kun stolper fundet i Smededammens bund. Opførelsesåret forekommer usandsynligt i det historiske perspektiv (som snarere peger på 940), så måske er der tale om en reparation netop pga. af funderingsforholdene i dammen. Man har da også tidligere målt C-14 data på trækul fra andre dele, og her har man fundet 900 ± 35. Palisadehegnet er rombeformet med to sider i Ø-V og de to andre meget nær, men ikke præcis i flugt med Stenskibets akse (NNØ-SSV). Dette er lidt af en gåde, som ingen hidtil har hæftet sig ved. Det kan dog skyldes landskabsmæssige omstændigheder. Romben synes formet sådan, at længden af de to halvdiagonaler og en af siderne forholder sig som de simple pythagoræiske tal 3:4:5, altså som siderne i en retvinklet trekant
 
Dette rombeformede palisadehegn må siges at være meget usædvanligt. Da pælene stikker 1,5-2 meter ned i jorden, har man vurderet, at højden var 2,5-3 meter over jordoverfladen. Nogle mener, at der har været en vægtergang på toppen, men 1500 meter gang kan ikke oveervåges. Hegnet har snarere været som et pigtrådshegn omkring en kaserne.
 
Inden for palisadehegnet har man i 2010 og 2011 fundet i alt 7 huse, hvoraf de 6 er organiseret anbragt langs palisaden, antagelig to på den ene led og fire på den anden (så der har været 12 i alt).  De 6 huse er af Trelleborg-typen, dog konstrueret med andre proportioner i den indvendige rumopdeling. 
 
Det syvende hus er i en lidt anden stil og er anbragt hen over palisadeafgrænsningen. Det er dateret til sent 900-tal og bekræfter hermed, at Jelling da ikke længere var noget særligt, så palisaden blev ikke vedligeholdt.
 
Hvordan er det med kilderne?
Faktisk står det meget sløjt til med skriftlige kilder, der omtaler Jelling. Widukind fra Korwei (974), Thietmar af Merseburg (1015) og Adam af Bremen (1070) nævner med enkelte undtagelser ingen steder i Danmark, og Jelling hører ikke til disse undtagelser. Reelt synes Jelling først omtalt 1185 i Svend Aggesens Danmarkshistorie, idet han nævner kongens gård i Jalang (ved siden af gravhøjene). Saxo fortæller om Haralds begravelse af sin moder Tyra: "Hvor nu kirken står, ser man de to ægtefællers grave, en på hver side af den." Det er sikkert her, man skal søge baggrunden for navnene Tyras og Gorms høje. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at der tales om Jelling, men stedets navn forekommer ikke i teksten.
 
Hvad er så konklusionen på det nu foreliggende grundlag?
Som beskrevet andetsteds i dette "artikelnetværk" var Gorm den Gamle ved sin tiltræden o.935 nødt til at vælge et nyt sted for sin kongelige residens. Han var blevet konge af Vestdanmark (Jylland og Slesvig), men Sydslesvig inkl. Hedeby var besat af sakserne. Den gængse opfattelse er, at han valgte Jelling. Jeg har ikke længere den tro.
 
Jelling var allerede markeret som en kongelig plads ved Stenskibet, den største skibssætning vi kender. Det må være skabt til minde om en ganske særlig kongelig person. Det kan vist næppe være andre end Regnar Lodbrog, selv om vi ikke har noget grundlag for at knytte ham til Jelling. Regnar døde efter min vurdering o.854, og da var mange af hans sønner endnu i live med stor rigdom og megen indflydelse. Det økonomiske grundlag for dette mammutværk var afgjort til stede.
 
I 935 tilhørte området stadig kongeslægten, og det kan så være indrettet som en garnison, der kunne sinke et nyt overfald af sakserne. Palisadehegnet etableres 935ff med en samlet længde på ca. 1500 m bl.a. for at at kunne omslutte Stenskibet, som der stadig er stor respekt for. Dertil kommer så bygningerne indenfor, hvor der foreløbig er fundet 6 huse i Trelleborg-stil til hirden mfl., men endnu ingen "rigtig" kongebygning. Et forslag om, at kongsgården skulle være placeret som første hus på stedet for kirkebygningerne synes jeg, at man kan afvise, da der også i hedensk tid her var tale om et helligt område.
 
Tolkningen af indretningen som garnison støttes af arbejdet med palisadehegnet i Smedammen tidsfæstet til 968. Her har man lukket et hul over vandet for rigtigt at sikre, at hegnet vil kunne holde fjenderne udenfor så længe som muligt, dvs. indtil alle er vågnet op.
  
Efter min opfattelse rykkede Gorm yderligere tilbage fra "fronten" ved at etablere sig længere nordpå, hvor tidligere tiders jyske konger boede. Vi ved ikke præcis hvor det var, men gætter på et sted i nærheden af det, der i dag kaldes Gammel Rye i sydenden af Silkeborgsøerne. Der kunne han i givet fald nå at samle en forsvarshær mod et nyt overfald fra syd.
 
Den lille Jelling-sten, som Gorm angivelig har sat til minde om sin hustru Tyra, er foreslået oprindelig anbragt i sydstævnen af Stenskibet, og den er så siden blevet overflødig ved Sydhøjens etablering. Det er svært at bedømme, hvor den har været placeret, da der ikke er noget, der får en klokke til at ringe.
 
Stenskibet bliver atter fokus o.958, da Nordhøjen anlægges med centrum midt i skibet. Vi har ingen anelse om hvorfor, men skibet spiller også i de efterfølgende år en betydelig rolle. Stenrækken er gået uden om højdens fod. Jeg gætter på (som argumenteret andetsteds), at den der er begravet i højen, er Gorms ældste søn Knud Danaast, der efter sigende var meget populær blandt folket. Knud er sikkert blevet en legende, som siden udnyttes af Harald ved overflytningen af den gravsatte til kirken.
 
Sydhøjen bygges 966-970. Den eneste anledning, man kan identificere lige før denne periode, er Haralds hustru Gunhilds død, så højen kan være opført som et minde om hende. Der er grunde til at tro, at Harald var meget glad for hende, så det var et stort tab, at hun døde i barselseng. Det forekommer måske lidt mærkeligt at anbringe en høj nr. to i sydstævnen af Stenskibet og dermed skabe ubalance i den samlede konstruktion.
 
Kirken afslutter anlægsperioden og er opført o.975. Den er ikke monumental som de andre anlæg, og dens beliggenhed er kun speciel ved, at koret ligger på aksen af Stenskibet. Til gengæld må det antages, at Stenskibet er sløjfet ved samme lejlighed. De eksisterende anlægs hedenske fremtoning er blevet dæmpet ved skibets fjernelse.
 
Den store Jelling-sten udhugges og opsættes o.976 midt mellem Nordhøjen og Sydhøjen for at markere en sammenhæng omkring konstruktøren Harald Blåtands indsats. Som nævnt tidligere er stenen usædvanlig egocentrisk i teksten, og man må derfor formode, at Harald havde et helt specielt formål med dette monument. Han ville her have hugget i sten, at han var konge af et stort Danmark, og at han desuden gjorde danerne kristne officielt. Det sidste skal bl.a. ses på baggrund af, at to af hans forgængere (over mere end hundrede år) var mere eller mindre tvunget til at lade sig - og dermed hele kongedømmet - døbe, og at de derefter begge var blevet afsat som konger. Han forsøgte bl.a. gennem stenens budskab at gøre kristningen til en succes. Det lykkedes vist ikke, da også det betydelige arbejde med stenen gjorde ham upopulær.
 
På et vist tidspunkt flytter Harald sin residens til Sjælland, måske i første omgang til Lejre, men i den sidste ende (o.976) til Roskilde, for der er ingen kirke i Lejre. Det kan ikke på det foreliggende grundlag afgøres, hvornår flytningen finder sted, men opførelsen af kirken er et stærkt indicium for, at Jelling i 974 stadig var i begivenhedernes centrum. Det udelukker ikke, at Lejre og Roskilde gradvis fik stigende betydning over hele regeringsperioden 962-978.
 
Anlægget af Ravninge-broen (under Svend Tveskægs regering) gør det sandsynligt, at Jelling efter 978 stadig er hjemsted for en garnison, hvorfra mandskabet hurtigt skulle rykke ud og styrke sydflanken, indtil Sydslesvigs seneste besættelse fra 974 bliver bragt til endeligt ophør med erobringen af Hedeby 983. Men så var det tydeligvis også slut i Jelling med alt andet end kirken.
 
Jeg tror ikke længere på, at Jelling var en kongelig residens. Før 700 var der også særlige konger i Jylland, og Gorm kan som dem have boet midt i Jylland, fx som nævnt i Gl. Rye. Også de nyligt fundne bygningsrester med et palisadehegn i Erritsø ved Fredericia er en mulighed, men udgravningerne er endnu ikke kommet så langt, at man kan vurdere betydningen.
 
 
Til bogens start
 
© Peter Lawætz,  version januar 2019