Kampene ved Helgeåen 1026


Stort set alle de relevante kilder (bl.a. Saxo, Heimskringla og William af Malmesbury, men ikke Adam af Bremen) refererer ret udførligt om et betydningsfuldt søslag ud for Helgeåens munding i det nordøstlige Skåne 1026. Kampen stod angivelig mellem en svensk-norsk og en dansk-engelsk flådestyrke. De første "beholdt valpladsen", men de sidste blev alligevel sejrherrer, da svenskerne sejlede hjem, og nordmændene flygtede. Denne tilsyneladende modsigelse kræver en nærmere forklaring. Begivenhedens betydning understreges af, at nordmændene blev anført af kong Olav Haraldson, svenskerne var i hvert fald udsendt af kong Anund Jakob, og de dansk-engelske styrker blev formentlig ledet af kong Knud den Store himself. Det blev også "the beginning of the end" for Olav Haraldsons karriere.

Som belyst i artiklen om Magnus den Gode mm. kunne denne Magnus kun blive konge af Danmark i 1042 ved, at hans fader Olav Haraldson (den Hellige) var dattersøn af Harald Blåtand. Dette forhold forklarer også flere træk af Olavs kongestatus i Norge og er specielt nøglen til en forståelse af begivenhederne 1026, herunder kampene ved Helgeåen - altså ikke kun søslaget ud for åens munding.

Baggrund
I regentforvirringen efter Svend Tveskægs død 1014 rejser Olav Haraldson fra England hjem til Norge. Ved overtalelse og bestikkelse får han i 1015 udvirket, at flere regionale norske ting anerkender ham som deres konge. Han opfatter sig også som regent for Færøerne og Island, men især Færøerne accepterer ikke dette forhold, der indebærer skattebetaling.

Jeg vil ikke referere sagaernes beretninger, men springer hen til 1025, hvor Knud den Store i England fornemmer, at nu er det norske selvstyre gået for vidt. Han sender en delegation til Olav og fremsætter krav om, at Olav officielt underkaster sig Knud, som med historisk ret er overkonge for Norge. Olav nægter, men erkender samtidig, at så må der gøres noget drastisk.

Tidligt i 1026 mødes han i Kongshelle (nu Kungälv) med sin svoger, den svenske konge Anund Jakob, og jeg tror, at de aftaler en forsinket medgift for Olavs hustru Astrid i form af svensk militær støtte til et indfald i Danmark senere på året. (Medgiften var forsinket på den måde, at der i første omgang var tale om et ægteskab uden faderen Olof Skötkonungs tilsagn og dermed uden medgift.)

Olavs videre strategi ser ud til at være baseret på, (1) at Knud den Store mere virker som konge af England end af Danmark, og at der derfor hersker nogen utilfredshed i Danmark, og (2) at Olav selv er egentlig tronfølger til den danske trone som den næste i aldersordenen efter Knud.

Fulgt af en passende stor flådestyrke sejler Olav fra Norge tidligt på sommeren 1026 og besøger Sjælland, dvs. formentlig Roskilde. Her mødes han med den derværende rigsstyrer Ulf jarl, gift med Knuds halvsøster Estrid. Sammen med andre tilstedeværende lokale stormænd tilbageviser Ulf Olavs forslag om at lade magten - måske kun i Østdanmark - overgå til ham som tronfølger. (Dette er en lettere omskrivning af Saxos beretning om Sjællandsbesøget.)

Striden ved Helgeåen
Det virker, som om Olav herefter har iværksat den plan, der er drøftet med Anund. Han sender bud til Sverige og anmoder om den aftalte bistand til besættelse eller erobring af Østdanmark. De norske og svenske styrker starter med aktioner i Skånes østlige aktivititetscentrum omkring det nuværende Kristianstad ved Helgeåen. Det er det danske landskab, der ligger tættest ved Svealand, regnet ad søvejen. Hvad der her formodes at være foregået, er udmærket beskrevet af Bertil Helgesson i en artikel i Föreningen Gamla Christianstads årsskrift 2003, www.gamlachristianstad.nu (vælg Uppsatser). Så om yderligere detaljer henviser jeg hertil.

Af beretningerne ser det ud til, at Knud reagerer ganske hurtigt på meldinger om angrebet og sender såvel en mindre hærstyrke formentlig fra Lund-området som en flådestyrke rundt om Skåne til det kritiske område. Her kommer det til tre fægtninger:

(1)  Landstyrkerne under kong Knuds ledelse møder de norsk-svenske styrker ved Stångberg (?) omkring Vinsløv, og fjenderne bliver slået på flugt mod nord.

(2)  Norske skibe er sejlet ind i Hammarsjön bag Helgeåens udmunding i Østersøen og bliver der på en ø udfordret af danskerne. Disse mister dog en del mand ved et uheldigt stormløb, men nordmændene forlader alligevel det hele inkl. skibe og flygter mod nord langs kysten, fordi deres stilling er uholdbar.

(3)  Den svenske og størsteparten af den dansk-engelske flåde udkæmper et mindre søslag ud for Helgeåens munding, som klart er et strategisk vigtigt punkt. Her klarer svenskerne sig bedst, men bagefter trækker de sig alligevel tilbage nordpå, da der efter udfaldet af (1) og (2) ikke er mere at kæmpe for. De var der jo kun som støtte til Olavs fremstød.

Og så blev den historie ikke længere.

Efterspillet
Da Olav kommer tilbage til Norge, må han erkende, at han har været væk for længe. Knud har ved norske mellemmænd pustet til et lurende oprør, så Olavs situation bliver uholdbar. Sammen med sin familie må han tidligt i 1028 flygte til Rusland. Det sker nogenlunde samtidig med, at Knud kommer til Norge med en større flåde. Den bliver der ikke brug for, da nordmændene slutter op om Knud.

Det fremgår ikke klart af kilderne, hvorfor Olav så i 1030 øjner en chance for et comeback som konge af Norge. Det er efter sigende det, at Hákon jarl druknede ved et forlis i Nordsøen. Men Olav kommer faktisk tilbage gennem Jämtland med en beskeden hær og falder kort efter i slaget ved Stiklestad.

Begivenhederne omkring Helgeåen 1026 er vigtige, da de viser, at Olavs kampagne egentlig ikke gik ud på plyndringer, men at han som tronfølger følte sig berettiget til at erobre en del af det egentlige Danmark. Når det ikke lykkedes på en mere fredelig måde (som forsøgt i starten), skyldes det sikkert, at han ikke havde noget særlig positivt ry hjemmefra. Jeg tror ikke, at nogen har forstået, hvad hans strategi så egentlig var. Kampagnen ved Helgeåen var fuldstændig mislykket.

Netop dette om de indledende samtaler med Ulf jarl kan senere have været årsagen til Knud den Stores drastiske adfærd over for Ulf. I julen 1026 (som vistnok dengang regnedes som 1027) er Knud gæst hos Ulf og Estrid i Roskilde. Her fatter han mistanke om, at Ulf har behandlet Olav for pænt under dennes besøg tidligere på året, og at dette afspejler et forræderi. Ulf bliver som bekendt herefter dræbt efter ordre fra Knud. Datidens domstole kunne alligevel ikke håndtere en sådan anklage.
 
Det kan tilføjes, at Knuds svoger Ulf ikke som fortalt af Saxo faktisk var gået over til modparten. Han forveksles her med Ulf Ragnvaldsson, der sammen med broderen Eilif må have været ledere af den svensk-norske angrebsstyrke. De er nævnt i ASC 1025, men der er de ikke klart identificeret. Ove Moberg (1978) og (1989) har vurderet denne forveksling nærmere. Det er lidt aparte med to brødrepar med samme navne, men de er ikke lige gamle.
 
Helgeå-kampagnen 1026 er ret udførligt beskrevet i Olav den Helliges saga, men beskrivelsen er ikke særlig troværdig. Fx siges Tove jarl fra Östergötland at have deltaget. Ham kender vi bl.a. fra Adam af Bremen (3,12), hvor han i 1045 yder Svend Estridsen støtte mod Magnuds den Gode. Han må efter mit skøn have været 6 år gammel i 1026, så det er en skrøne.
 
Efterskrift
En svensk professor Bo Gräslund har i midten af 1980'erne søgt at underbygge en påstand om, at slaget ved Helgeåen 1026 ikke fandt sted i Skåne, men derimod i Uppland. Der findes her en kort å-del nær Frösunda, der i dag kaldes Helgöån, formentlig afledt af den nærliggende lille bebyggelse Helgö. Hele vandløbet fra landsbyen Långhundra til udløbet ved Åkersberga falder sammen med "Långhundraleden", en rute det også eksisterede i vikingetiden. Jeg kender ikke Bo Gräslunds argumenter, men topografien for striden ved Helgeåen passer nu meget bedre med Kristianstad-området, ligesom det er svært at se, hvad der gør Helgöån til et relevant område for den strid, der er tale om. Påstanden om den alternative placering er uden videre gengivet af Rikke A. Olsen i hendes bog "Danmark i Verden" (1996).

Gudrun Vällfors har senere (2001) udgivet en mindre bog med titlen "Tre kungar på Trälhavet" (Arbetsgruppen Långhundraleden), hvori der argumenteres videre for, at vandløbet hele vejen langs Långhundraleden tidligere skulle have heddet Helgeå, og at søslaget ved Helgeå derfor fandt sted ud for mundingen i det havområde, der i dag hedder Trälhavet. Det er der intet reelt grundlag for, ligesom der heller ikke kan skabes en egentlig tilknytning til de hellige steder i Gamla Uppsala, hvilket skulle være baggrund for navnet "Helige å". Derimod er det yderst sandsynligt, at Långhundraleden og dens videreførelse til Uppsala har været benyttet af såvel fredelige som fjendtlige sørejsende, hvis mål var Uppsala. Det er således nærliggende at forestille sig, at det var den vej, Styrbjörn og hans oprørsstyrke fulgte o.990, da Styrbjörns farbroder Erik skulle slås af pinden. Det kom som bekendt til slag ved Fyrisvallarna, sletten syd for Uppsala, og det passer fint med den foreslående rute.
 
Noget af ovenstående kan alligevel godt være sandt. Den væsentligste konklusion i artiklen af Ove Moberg (1989) er, at Knud den Store senere vendte tilbage og erobrede Uppland for at neutralisere truslerne fra den kant og spærre vejen for en let tilbagekomst for Olav. Dette kan med visse forbehold trækkes ud af nogle af de gamle kilder, men frem for alt har man fundet mønter præget i Sigtuna med indskriften CNUT REX SV. Desuden er det i Sverige unikt for Uppland, at området engang var inddelt i "hundaren" (hundreder). Tilsvarende fandtes på den tid i en del af England. Knud kan have omplantet denne administrative inddeling til det besatte område - sikkert for at lette skatteopkrævningen.
 
Denne invasion, der formentlig foregik 1028, fulgte givet den ovenfor beskrevne rute, og der kan så meget vel have været endnu et slag ved en Helgeå, blot ikke det samme vandløb som før. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis historieskriverne lidt senere ikke kunne få beretningerne til at hænge sammen. Årstallet 1028 er valgt ud fra den betragtning, den flåde, der samme år havde vist sig overflødig ved en mulig erobring af Norge, skulle finansieres af anden givtig aktivitet. Og det blev altså formentlig Uppland. Besættelsen ophørte sikkert efter Olavs død.
 

Til bogens start

© Peter Lawætz,  version oktober 2014