Regnar (Lodbrog)
Regnar med tilnavnet Lodbrog er en central skikkelse i den danske kongeslægt, ikke så meget på grund af de mange spændende røverhistorier, der fortælles om ham, men fordi hans efterkommere fører kongeslægten videre i Danmark og Dublin og på Man. Det er ellers ikke meget konkret, man ved om ham, og det er mest hans sønner ”the Ragnarsons”, der ved deres hærgen har sat sig spor i årbøgerne. Navnet ”Lodbrog” optræder først 200 år senere hos William af Jumiéges og Adam af Bremen.
Skikkelsen Regnar Lodbrog har i de senere år fået en hård medfart af de historieorienterede skribenter. Det gælder især Gwyn Jones’s ”A History of the Vikings” (1982) og Eric Christiansens ”The Norsemen in the Viking Age” (2002), hvor den sidste vist bygger på Rory McTurks publikationer bl.a. (1991). I et nyligt paper har McTurk (2006) dog blødt lidt op på sine synspunkter. Jeg henviser til de pågældende og bemærker blot, at selv om myterne om ham hører hjemme andetsteds, kan han udmærket være en historisk person. Dette synspunkt følger Alfred P. Smyths analyser (APS 1977). Til gengæld synes Smyth at være gået for langt i tolkningen af myterne.
Hvad ved vi så om Regnar?
- Han var søn af Halfdan (jf. FA #330 (867), se senere), som jeg antager er broder til kong Godfred (d. 810). Han er altså ikke søn af Sigurd (Ring), som sagaerne og Saxo hævder. Sigurd (d. o.800) har også en søn Regnar, men det var snarere ham, der faldt i kamp mod obotritterne i 808 (ARF 808). Vores Regnar er nemlig ikke gammel nok til at gå i krig i 808. Hvis han var det, ville han være for gammel i den anden ende af sit liv i Irland i begyndelsen af 850’erne, se herunder. Jeg gætter på o.795 som fødselsår, og dermed er han formentlig Halfdans yngste søn.
- Han var sikkert ”gift” flere gange og fik i hvert fald mange sønner, hvoraf en del markerer sig i årbøgerne. Der kan derfor godt være et betydeligt spænd i sønnernes aldre. Som nævnt i hovedteksten bliver han ikke på noget tidspunkt konge af Danmark, da han tilsyneladende ikke opfylder oldebarnskriteriet. Det kan dog repareres, men for en kognatisk tronfølger var der i øvrigt heller ikke ledigt i den aktuelle periode.
- Ifølge Steenstrups ”Normannerne” (1877ff) var Regnar på togt i Irland allerede i 831 og hærgede ved Conaille (AU & CS 831, men hans navn er ikke nævnt). Derimod fortælles det, at kong Maelbrighde blev bortført ved den lejlighed. Mærkeligt nok beretter Saxo langt senere, at Regnar var på togt i Irland og der slog kong Melbricus, så Regnar var nok der i 831.Han er mest kendt som formodet anfører af normannerne i Flandern og Vestfrankrig 843-845. Han går i land i Seine-området. Først får han af Karl den Skaldede tildelt klostret Turholt i Flandern (VA ch. 21), sikkert som honorar for en ”beskyttende” rolle, og mister det igen året efter (VA ch. 36). Siden forestår han en belejring af Paris (AB 845, AX 845 med navnet Reginheri). Belejringen ophæves dels som følge af en stor løsesum, dels fordi der udbryder sygdom i den normanniske lejr. Også Regnar siges at være død af sygdom i den forbindelse (AX 845), men det er næppe korrekt, jf. Steenstrup (1877ff) og senest Smyth (1977) (APS). Han deltager i danske togter til Irland 851ff og støtter her sønnen Ivar (Benløs). Han må være død kort herefter.
Strakt over 25 år forekommer Regnars dokumenterede indsats som viking ikke særlig imponerende. For at forklare hans legendariske eftermæle må man vende sagen om og vurdere, hvad der kan være årsagen. Ved betragtning af hans meritter kan man se, at hans medvirken fornyer sig og bliver mere og mere værd - fra almen plyndring og løsesum for højtstående personer over beskyttelsespenge gennem forleninger til løsesum for større byer (Paris) og etablering af specielle magtcentre som Dublin. Det er så siden blevet kopieret af andre. Regnar må have været vikingetogternes store strateg i perioden 830-855.
I en artikel om Jelling-anlægget har jeg foreslået, at den kolossale skibssætning "Stenskibet" er skabt til minde om Regnar. Der findes intet skriftligt, der forbinder Regnar med Jylland, men hvor skulle det også findes.
Noget af vor viden om Regnar kommer fra et meget specielt afsnit af FA 867, der egentlig handler om den danske erobring af York dette år. Der fortælles her om Regnar søn af Halfdan, som af nogle af sine brødre tvinges bort fra Danmark med tre af sine børn. Afsnittet fortæller også om nogle af sønnernes togt i Middelhavet 859-861. Det er med andre ord indføjet fremmede afsnit i denne samtidshistorie, så det er ikke helt en primær kilde om dette emne.
Fem af hans sønner er nævnt i årbøgerne: Halfdan, Ivar, Ubbe, Bjørn og Sigfred (Sigurd). Vi kender ikke aldersordenen, men det er sandsynligt og følger i givet fald opkaldsreglerne, at Halfdan er den ældste. Jeg tror også, at Sigfred er den yngste, men det kun fordi han dør 887 o.10 år senere end de andre og fortsat er aktiv til det sidste. Mht. data henviser jeg til listen over Regnar Lodbrogs efterkommere (RL- listen).
Halfdan er især kendt i perioden 871-877, men han har utvivlsomt været med i ”hæren”, der hærgede rundt om i England fra 865. Det væsentligste for os er hans forsøg på kolonisering i Northumberland, hvor han (som konge i York) deler land ud til sine soldater 874-875 (omtalt ASC 876). I 875 forsøger han at skaffe sig kongemagten i Dublin ved at slå Øystein Olavsson ihjel (AU 875). Der står ikke, at han blev konge, men det lykkedes formentlig, jf. artiklen om Halfdans slægt - lidt dristige kombinationer. Halfdan bliver dræbt i Irland 877 (AU & CS 877).
Ubbe kender vi kun lidt til. Ivar og Ubbe (Hinguar and Hubba) nævnes i ASC 870 som ledere af nordhæren mod Edmund. Man mener desuden, at der refereres til Ubbe, når det i ASC 878 hedder ”The brother of Ivar and Halfdan landed in Devonshire” (og faldt ved den lejlighed). Ubbe kaldes ellers Ubbe Friser, fordi han angivelig havde base for sine operationer et sted i Friesland. Han må ikke forveksles med den sagnskikkelse af samme navn, der er med i Bråvalla-slaget o.772.
Bjørn med tilnavnet Jernside ved vi heller ikke så meget om. Sammen med slagsbroderen Hastings angriber han det sydlige Gallien i 843. Det ser endvidere ud til, at han - igen sammen med Hastings - er blandt de ledende skikkelser på det store Middelhavstogt 859-861. Forinden har han i flere sæsoner hærget i det vestlige Frankrig (CFF 854) og bliver her hyret som beskytter (AB 858): ”Berno, der var sørøvernes fører ved Seinen, kom dette år til Karl i slottet Verberie, gav sig i hans hænder og aflagde ham troskabsed frivilligt”. Der er intet grundlag for at knytte ham sammen med kong Bjørn af Sverige, nævnt af Adam af Bremen.
Sigurd Orm-i-Øje eller Snogøje har vi egentlig også kun få direkte oplysninger om. Han optræder formodentlig første gang i årbøgerne i AB 865, hvor han er anfører for vikingerne i Aquitanien. Senere slutter han sig til sine brødre til England og er med i kampene ved York 867. Efter min og andres ”model” hærtager han her kong Ellas datter og avler herved sønnen Godfred/Hardeknud, se Gorm den Gamles fødsel og død. Senere (i AF 873) optræder han og broderen Halfdan som initiativtagere til et par diplomatiske missioner til kejseren formentlig på Danmarks vegne. De fleste tolker dette som, at Sigfred/Sigurd nu er rigtig konge, men det er næppe tilfældet, da han ikke er valgbar efter oldebarnskriteriet, og da han senere er nævnt ved yderligere togter sydpå, dels ved belejringen af Paris 885-886, dels ved afbrændingen af en kirke i Medard (AV 886). Han bliver i 887 dræbt i Frexia (Friesland?) (AV 887).
Ivar var ifølge Adam af Bremen den værste sørøver/pirat af alle Lodbrogsønnerne. Når han fik tilnavnet Benløs, kan det skyldes, at han opnåede ganske meget ved strategi og list, så han kunne sno sig ud af vanskelige situationer som en slange. Sandt er det i hvert fald, at han opnåede meget. En anden, mere forståelig forklaring er, at det latinske "exos" (uden ben) er fremkommet ved en kopieringsfejl af "exosus" (den forhadte).
Ivar Benløs starter formentlig sin krigerkarriere på kontinentet, hvor han er med ved belejringen af Paris 845. Siden vender interessen sig først mod Irland, hvor han formodes at være med ved danskernes slag 852 mod de nordmænd, der ellers netop havde tilkæmpet sig herredømmet i Dublin (over normanniske kolonister af tidligere dato). Året efter kommer en norsk kongesøn Olav Hvide til Dublin og opkræver skatter, så der må i mellemtiden være indgået aftale mellem daner og nordmænd om magtens deling. Det siges i FA #239 (849) dækkende 853, at Amlaib (Olaf) kort efter rejste bort, og at hans yngre broder Imar (Ivar) efterfulgte ham for at opkræve den samme skat. Der er her efter min mening tale om Ivar Regnarsøn. Han har på et tidspunkt indgået edbroderskab med Olav Hvide, bl.a. for at få en diplomatisk løsning på tronfølgen. Hans meritter i Irland er fortalt indgående af andre, og jeg henviser til Referencer til Regnar Lodbrogs efterkommere mm.
I sidste halvdel af 860’erne deltager Ivar i ”hærens” kampagner i England, specielt indtagelsen af York. I den tid omtales han ikke i de irske årbøger, og det er den ene af de vægtige grunde til at identificere den irske Ivar med Ivar Benløs - der behøves ikke flere Ivar’er til at udfylde rollerne. (Den anden og for mig afgørende grund er alle de danske kongenavne blandt efterkommerne af Ivar i Irland.) Det engelske eventyr slutter i 870 med hans og Ubbes sejr over Edmund (ASC 870).
Tilbage i Dublin bliver han enekonge i 871, da Olaf den Hvide rejser hjem til Lochlann for at hjælpe sin fader og senere blive konge der (jf. artiklen Olav Hvide). Ivar dør i 873 og omtales da ret pænt i årbøgerne. Efter mit skøn blev han 50 år gammel.
Vi ved ikke meget om hans familieforhold ud over, at han må have 4 sønner, der nåede voksen alder. Navnene på 2 af dem (Sigtryg og Olaf) kan vi spore til kendte samarbejdspartnere med Ivar, jf. artiklerne om Sigfred - Sigtryg og Hedeby-Olaf og sønnen Knud. Den ældste kendte søn hedder Bárd. Dette udpræget norske navn kunne antyde, at Ivars hustru havde en norsk baggrund, men der er vægtigere grunde til, at Ivar var gift med en datter af Rolf Godfredsøn, se artiklen Hedeby-Olaf og sønnen Knud. Efter opkaldsreglerne skal der så have været en ældste søn kaldet [Rolf], da morfaderen var død allerede 836. Denne [Rolf] må være død tidligt, mere præcist efter Olafs fødsel o.854, men før Rollos o.855, da denne "overtager" navnet. Tallene skal ikke opfattes for bogstaveligt, men det kan altså faktisk lade sig gøre. I årbøgerne finder man også en Sigfred nævnt som søn af Ivar, men som jeg har argumenteret for i artiklen Sigfred - Sigtryg, kan der ikke have været både en Sigfred og en Sigtryg i samme børneflok, da disse navne er for ens. Jeg har i stedet gjort Sigfred til søn af Halfdan.
Efter 873 gik kongeembedet i Dublin lidt på omgang mellem efterkommere af de hidtidige herskere af York og Dublin, men overgik hurtigt til Ivars efterkommere alene. Disse fortsatte med en enkelt kort afbrydelse i Dublin i de næste 250 år. Især i de første knap 200 år var kongenavnene meget danske, domineret af Ivar, Harald, Godfred, Regnar, Olaf og Sigtryg. Det sidste navn er nærmere diskuteret i artiklen Sigfred - Sigtryg, hvor det belyses, at Sigtryg/Sitric er karakteristisk for efterkommere af Ivar med Sigfred-lignende navne.
Jeg har i listen Regnar Lodbrogs efterkommere (RL-listen) rangeret alle relevante efterkommere af Ivar, kendt fra årbøgerne, ind på en plads i slægtsstrukturen. Ved denne syntese har jeg anvendt alle de metoder, som jeg ellers har brugt i min studie af den danske kongeslægt: Successionsprincipper, opkaldsregler og øvrige metoder som navneligheder, tildelte fødselsdatoer osv.
Successionsprincipperne kan vurderes og udnyttes i listen over Regnar Lodbrogs efterkommere i aldersorden og er her yderligere suppleret med det specielle træk, at de forskellige regentposter indgår i en rangorden som nævnt af Smyth (1975) (APS II) p.306:
Strangford Lough
Waterford eller Man & the Isles
Limerick
York
således at York er det højeste. Det er ikke registreret, hvem der bestyrede flådebasen Strangford Lough, men ellers kan man i flere tilfælde se personer gradvis avancere til højere poster i dette hierarki. Dette sker i alle tilfælde i aldersorden, dvs. efter senioritetsprincippet.
Opkaldsreglerne er i tilfældet med Ivars efterkommere blevet anvendt ganske konsekvent. Det skal forstås på den måde, at der enkelte steder er indføjet personer, der ikke er kendt fra kilderne, men som må have været der som nødvendige mellemled. Uden betydning for andet end det konsekvente er der også nogle få steder indsat en ældste søn, som man ikke hører om, fordi den pågældende er død forholdsvis tidligt.
Der har været 7 særlige ”knaster” i denne syntese, og der er ingen garanti for, at den rigtige løsning i alle tilfælde er fundet.
- #11. Sigfred bliver konge i Dublin i 883, men bliver myrdet 888 af sin ”fratre” #22. Sigtryg, som herefter overtager kongemagten indtil 896. Begge er i årbøgerne nævnt som sønner af Ivar, men det kan ikke passe, da navnene er for ens. Dette er vurderet i artiklen Sigfred - Sigtryg som emne (7), og resultatet er som ovenfor nævnt, at Sigfred snarere er søn af Ivars broder Halfdan.
- Der optræder en række personer med danske kongenavne, men uden angivet familiemæssigt tilhørsforhold. Mange af disse placeringsproblemer løses ved at give Ivars broder Halfdan en efterslægt, der rummer en del med navnene Regnar og Halfdan (som følge af opkaldsreglerne) og Sigfred (fordi dette adskiller Ivars og Halfdans efterslægter jf. Sigfred - Sigtryg). Disse forhold er uddybet i en særlig artikel om Halfdans slægt - lidt dristige kombinationer.
- # 232. Olaf, #233. Regnar og # 234. Sigtryg nævnes i årbøgerne som sønnesønner af Ivar, og der har været meget spekulation om, hvem faderen var, da man egentlig kun har oplysninger i årbøgerne om Ivarsønnerne Bárd og Sigtryg. Adam af Bremen nævner imidlertid (GH II, ch. 25) en Gudred med sønnerne Analaph (Olaf), Sigtrih (Sigtryg) og Reginold (Regnar), så det er nok ham. Jeg har i artiklen Sigfred - Sigtryg, emne (8), fundet den nærliggende mulighed, at denne Godfred er identisk med en Gotafrid, der falder i slaget ved Löwen/Dyle 891 (sammen med en Sigfred uden for denne slægtsgren). Årstallet passer fint med, at han i så fald ikke noteres i de irske årbøger.
- #234.1. Harald f. o.907 må have sit navn fra en morfader i Danmark, men denne (Klak-Harald) er ikke død før 915, så opkaldet er ikke efter reglerne. Opkaldet er senere brugt ved Harald Blåtand f. o.920, så der kan ligge andre årsager bag afvigelsen.
- Samme Harald, underkonge i Limerick, dør 940. Hans søn ’Maccus’ (= Mac Arailt ~ Haraldsen), der har skabt sig en plads på Man mm., hærger i 974 Limerick og bortfører underkongen #234.13 Ivar. Begivenheden er ret vanskelig at forstå, men jeg gætter på, at det er en slags hævn, fordi der var tvivl om aldersordenen mellem Ivar og ’Maccus’, som følte sig snydt for faderens tidligere post. Begge kan være født samme år (935) som tvillinger.
- Den hårdeste nød at knække fandt jeg i ”Waterford-grenen” - efterkommere af #233. Regnar, som i øvrigt er hovedpersonen bag genoplivningen af de normanniske aktiviteter i York og det irske område i begyndelsen af det 10. århundrede. Han har efter det oplyste to sønner MacRagnall og Ivar. Jeg kan så af sekundære oplysninger slutte, at Mac Ragnall er den ældste og i øvrigt hedder Godfred. Han må også være ældre end fætteren #234.1. Harald, da denne ellers skulle have heddet Godfred.
I den følgende generation bliver der problemer, da der som mulige sønner af [Godfred] og Ivar er nævnt Ivar og Regnar. Regnar må være ældre end Ivar, når man anvender opkaldsreglerne. Dette synes i strid med senioritetsprincippet, da Ivar tydeligvis står først til kongeembederne i Waterford og senere i Dublin. Jeg har konkluderet, at Regnar har haft en ældre broder med samme navn, som så er død som spæd.
- Endelig er der puslespillet omkring #234.2. Olaf Kvarans 4 hustruer og 9 (kendte) børn. Børnenes fødselsår spænder fra ca. 936 til 979, hvilket selv ikke den legendariske Regnar Lodbrog kan måle sig med. Olaf blev godt 70 år, sikkert frisket op af sin sidste, unge kone. Jeg henviser til en særlig artikel om Olaf Kvarans hustruer og børn.
Den eneste markante overtrædelse af aldersordenen sker med Olaf Kvarans søn Sigtryg Silkeskægs tiltræden som konge i Dublin 993. Det var bestemt ikke hans tur, og han skubbede også den siddende konge #233.21. Ivar ud. På det tidspunkt var Dublin reelt kontrolleret af den irske overkonge Maelsechlainn. Sigtrygs moder Gormflaith var blevet gift med Maelsechlainn efter Olafs død, og Sigtryg selv giftede sig o.995 med en datter af Brian Boru, der efterfulgte Maelsechlainn 1002 som overkonge. Det er derfor ikke så underligt, at han kunne komme til som konge i Dublin og blive der. På denne post holdt han sig nemlig i 45 år bortset fra en kort afbrydelse i starten. Eksemplet viser, at baggrunden bør undersøges nærmere, når der optræder noget unormalt i forhold til hovedreglen.
Den opstillede slægtsstruktur for efterkommerne af Ivar Benløs er meget mandsdomineret. Det er til dels et resultat af, at kvinderne ikke selv bliver regenter og derfor sjældent optræder i årbøgerne. Men de kan jo få børn, der kunne indgå. Efter de successionsprincipper, som jeg mener er gældende for den danske kongeslægt, anerkendes kvindelige mellemled. Døtre af normanniske konger er som regel blevet gift med irske konger og prinser, og deres børn har derfor normalt irske navne. De må principielt indgå i den valgberettigede forsamling ved kongevalget i Dublin, men det er jo muligt, at der var en tradition for at bortvælge dem.
Spindesidens medvirken i successionen må i givet fald forventes at være markeret af irske navne på kongelisten. For perioden indtil 1050 er det nøje blevet kontrolleret, at personer med irske navne i mine lister faktisk har fædre i kongeslægten. En af dem, der ikke er med i listerne, er Gibhleachan, der var underkonge på Man mm. o.930. Han er efter mit skøn dattersøn af Bárd (tidl. konge i Dublin) og er kendt, fordi han falder i slaget ved Brunanburh. Hans farfader kan have været Gibhleachan, konge af Conaille-Murtheime.
I sidste halvdel af 1000-tallet kommer der personer af kendt irsk familie på tronen i Dublin, og dette aspekt er nærmere analyseret i artiklen Konger i Dublin 1052-1126. Konklusionen her er, at successionsreglerne er fulgt ret nøje. Der kan dog peges på nogle undtagelser, hvor man har accepteret en "næsten" rigtig løsning. Alle konger i den nævnte periode har rødder i den danske kongeslægt.
© Peter Lawætz, version marts 201/6