Svenske jarler 980 - 1250

I Sverige synes benævnelsen jarl (ligesom i Danmark) først at være benyttet fra o.980, men meget tyder på, at jarlsfunktionen har været udøvet længe forinden.
 
Nærværende samlede studie af svenske regentforhold begynder ved o.800. Der er ingen tvivl om, at kongerne i Emund-slægten har haft residens i Svealand (SV). (Det fremgår bl.a. af artiklen Svenske konger før år 1000.) Der har derfor været behov for "styresmænd" i Västergötland (VG) og Östergötland (ÖG), som sammen med de såkaldte "lagmän" (landsdommere) varetog de overordnede offentlige opgaver i regionen.
 
Som vist herunder blev jarlerne udpeget efter en vis praksis. Fra starten var det tydeligvis overhovedet for regionens mest velhavende slægt, og det gik meget naturligt i arv.
 
Mærkeligt nok indgiftes VG- og ÖG-jarler i kongeslægten nogenlunde samtidigt o.1045, så den videre sekvens af jarler kommer til at afspejle de kongelige slægtsgrenes "skyggeregenter". Studien af jarlerne støtter derfor syntesen af den samlede kongeslægt og vil være helt i overensstemmelse med den aldersorden, der kan udledes af listen over Emunds efterslægt.
 
Sammenkoblingen
I VG kender vi (via sagaerne) Skoglar-Toste, som bl.a. var fader til Sigrid Storråde. Vi kender ham formentlig også som "Thorsten fra Västergötland" blandt de 6 svenske opmænd ved Kongemødet på Danaholmen 980. Datteren Sigrid var først gift med Erik Segersäll og siden med Svend Tveskæg, se fx artiklen Svend Tveskægs hustruer. Tostes søn Ulf nævnes som jarl fra o.980. På denne post blev han efterfulgt af sønnen Ragnvald, der spillede en stor rolle1018-1019 omkring den norske konge Olav Haraldsons giftermål med den svenske kongedatter Astrid. Han blev som følge heraf afsat som jarl af VG og forvist til at være statholder i Aldeigjuborg (Stara Ladoga) i Rusland.
 
Ragnvald har i sit første ægteskab med Ingeborg Tryggvasdatter (søster til Olav Tryggvason) sønnerne Ulf og Eilif, der som jarler er nævnt i Anglo-Saxon Chronicle i forbindelse med kampene ved Helgeå 1026 i Skåne og muligvis også var med senere ved en anden Helgeå i Uppland o.1031. Vi kender ingen børn af Ulf og Eilif.
 
I Ragnvalds andet ægteskab med Astrid Njalsdatter o.1019 får han sønnen Stenkil. Stenkil bliver gift med [Kristina], som er datter af kong Emund Gamle. Som diskuteret i artiklen om de svenske konger kan Stenkil ikke have været konge af Sverige (hvad man ellers tror), men det er derimod sandsynligt, at han var jarl af VG til sin død o.1080. VG-jarlslægten overgår dermed til at være en gren af kongeslægten (som senere benævnes Erik-slægten).
 
I ÖG går det næsten på samme måde. Olof Dahlin har i sin bog "Svea Rikes historia" fra 1750 berettet om ÖG-jarlen Walgöter (som vel egentlig hed Algot), der må have været jarl fra o.1020 og sikkert har efterfulgt sin fader i denne rolle, uden at vi hører derom. Han efterfølges af sønnerne Kettil (Ketil) og Totil (Tove). Sidstnævnte er uden tvivl den samme Tuph dux, der optræder 1046 hos Adam af Bremen (GH 3,12) med støtte til Svend Estridsen og med den svenske kong Anund (halvbroder til Emund) i baggrunden. Olof Dahlin hævder, at Tove bliver gift med kong Anunds datter, som jeg kalder [Estrid] efter opkaldsreglerne. De får bl.a. sønnen Sven, senere kaldet Blot-Sven. Atter er jarlslægten giftet ind i kongeslægten, men her i en anden gren (senere benævnt Sverker-slægten).
 
De næste 100 år
Fra o.1060 og ca. 100 år frem hører vi kun om to svenske jarler, formentlig fordi de alle var med i kongeslægten. Det er dog muligt ud fra dette spinkle materiale at slutte sig til "systemet", så pladserne kan fyldes op med rimelig sandsynlighed.
 
Vi hører om "Ulf dux Galla" (med broderen Kol og søsteren Cecilia) i en notits i "Incerti scriptoris chronicum". Denne omtale har jeg tidsfæstet til o.1105, hvor det som vist artiklen om de svenske konger passer ind, idet de nævnte personer må være børn af Blot-sven. Ulf er således sønnesøn af Tove jarl og dermed arving til posten som ÖG-jarl.
 
I visse publiserede kongerækker (kungalängder) er Ragnvald Olofsson Knaphövde (konge o.1125) nævnt som søn af Olof "näskonung", hvilket kan ligestilles med jarl. Olof er ifølge artiklen om de svenske konger søn af Erik Emundsson, som blev dræbt 1066. Som agnatisk efterkommer af Emund har Olof ikke tilhør til hverken VG eller ÖG. Han må derfor i stedet være blevet jarl af SV. Faktisk vides det, at kongen Inge den Äldre havde flyttet residensen til VG senest 1084, hvor Blot-Sven fortrænger ham som konge af SV. SV-jarler begynder altså o.1087.
 
Fra disse to tilfælde er det svært at udlede et system. Det kan dog konstateres, at slægtsgrenenes geografiske tilhør bliver respekteret. Som det - med lidt forsigtighed - vil fremgå af det følgende, synes senioritetsprincippet at være benyttet inden for den enkelte gren. Man vil desuden bemærke, at posten som jarl ikke altid har kunnet besættes med en myndig person af rette herkomst. Der er her gættet på, at man lånte den ældste fra de andre. Fordelingen af jarler 1060-1160 kan herefter have set således ud:
 
ÖG: Tove jarl afløses af sønnen Blot-Sven med funktion til o.1084, hvor han bliver konge i SV. Fra 1084 har man (formodentlig) efter alder indsat Olof Eriksson og fra 1087 Filip Halstensson, da Svens søn Ulf først bliver myndig o.1097.
 
Ulf dux Galla kan have virket til ca. 1120 og afløses da af broderen Erik (med det senere tilnavn Årsäll). Ved Eriks tiltræden som konge i SV og ÖG o.1126 kan nevøen Sverker have overtaget jarlsposten i SV, da det må antages, at Erik residerer i sin hjemegn ÖG. Som konge fra o.1131 har også Sverker sin residens i ÖG (Alvestra) indtil sin død i 1156. Perioden 1156-1162  er der ikke noget bud på. Man kan have suspenderet valget af en ny jarl, da Karl Sverkersson som diskuteret andetsteds tydeligvis er fraværende. (Der er i artiklen om de svenske konger gættet på, at han var i Palæstina som korsridder.)
 
[Det kan anbefales, at man følger med i slægtslisten Emunds efterslægt.]
 
VG: Stenkil (som faktisk intetsteds er nævnt som jarl) afløses ved sin død o.1080 af en af sine sønner, eller også flytter kong Inge den Äldre residensen til VG ved den lejlighed. Hans nevøer Filip og Inge den Yngre formodes også at have resideret i VG.
 
Ved Inge den Yngres død 1125 vælges ekstraordinært den danske prins Magnus Nielsen til konge af VG, så først o.1131 er det relevant med en ny jarl. Erik Jedvardsson er her vurderet til at være 16 år gammel, så det kan gå med ham, når jarlsfunktionen alligevel i perioder er nok så titulær.
 
SV: Her er det først o.1087 aktuelt med en jarl, og det bliver så Olof Eriksson, der som agnatisk efterkommer af kong Emund må høre til i denne region. Olof må være død før Inge den Äldre dvs. <1111, så han kan have virket til o.1105. I så fald kan han være blevet efterfulgt af sønnen Ragnvald Olofsson Knaphövde, der så fungerer til han bliver kongevalgt.
 
Hvad sker der efter 1131 under Sverker den Äldre? Der er ingen myndige mandspersoner i kongeslægtens forskellige grene ud over Erik Jedvardsson og hans broder Joar, men de er kun 16 hhv. 14 år gamle i dette år. Sverker har måttet klare sig med en stedfortræder i SV i de første år, men siden er Joar vel blevet jarl her. Det vides ikke, hvornår han er død, men formentlig o.1160.
 
Tiden efter 1162
Som beskrevet i en anden artikel bliver Erik Jedvardsson mistænkt for at have iscenesat mordet på Sverker den Äldre 1156. Det resulterer i, at VG og ÖG afsætter ham og vælger en ny konge 1160 i skikkelse af Magnus Henriksen fra Danmark. Den nye konge udnævner samtidigt eller successivt to af sine brødere til jarler i ÖG. Dette regime varer dog ikke længe, da Magnus og hans brødre bliver dræbt senest i en kamp ved Örebro 1161. Erik var ellers fortrængt til SV.
 
Den rette tronfølger Karl Sverkersson er nu på banen, og i februar 1162 bliver Erik Jedvardsson (den helige) dræbt og Karl derefter konge. Der optræder så to "eksterne" personer som jarler, nemllig Ulf i SV og Guttorm i ÖG. Ulfs baggrund er ukendt, men Guttorm Austmansson er af stormandslægt i Jämtland. Jeg har gættet på, at de to var Karl Sverkerssons slagsbrødre i Palæstina, for ellers passer de slet ikke i mønstret. Bemærk, at Guttorm undtagelsesvis bliver jarl i den region, som Karl ellers holder til i. Han havde da også andre opgaver på kongens vegne, bl.a. som udsendt frier til Kirstine Stigsdatter i Danmark.
 
Det er nedenfor forsøgt at syntetisere lister over jarlerne i de 3 regioner for perioden 1162-1250, men forinden skal der fremlægges nogle bemærkninger.
 
De jarler, der er dokumenteret som sådanne, er skrevet med kursiv.
 
Det fremgår med stor tydelighed, at kongeslægtens grene er blevet udtyndet kraftigt, og at der derfor ofte er mangel på normale kandidater til jarlsposterne. Man har da valgt at inddrage rigets mest fremtrædende slægt, Folkungerne eller Bjälbo-slægten, og har rekrutteret derfra, når der ikke var mere nært placerede. De er mærket med en *. I den sidste ende overtager denne slægt kongemagten ved et kup i 1250, hvor en kognatisk tronfølger bliver valgt, selv om der var andre, der stod foran.
 
Det skal også nævnes, at kongeslægten i perioden får endnu en gren ad kognatisk vej og dermed en ny jarl-konge-gren. I vor model har Erik den helige en datter f. o.1148, som bliver gift med en vis stormand Kol fra Sko i Svealand (nævnt i "Viby-dokumentet" fra o.1166). Deres søn Holmger og sønnesønnen Knut Holmgersson Långe optræder i listerne som jarler og sidstnævnte også som konge 1229-1234.
 
SV:    1162 - o.1166            Ulf
           o.1166 - 1170/1173  Guttorm  (Kol Johansson konge i SV 1170-1173)
           1173 - 1202               Birger Brosa*
           1202 - 1208?             Johan Sverkersson
           1208? - 1209             Holmger Kolsson
           1209 - 1220               Karl Döve*
           1220 - 1229               Knut Långe
           1229 - 1234               (kongeresidens)
           1234 - 1248               Ulf Karlsson Fasi*
           1248 - 1266               Birger Magnusson*
 
VG:    1162 - 1167               Knut Eriksson
           1167 - 1196               (kongeresidens)
           1196 - 1208               Knut Birgersson*
           1208 - 1216               (kongeresidens)
           1216 - 1222               Sune Folkesson*
           1222 - 1229               (kongeresidens)
           1229 - 1234               Sune Folkesson*
           1234 - 1250               (kongeresidens)
 
ÖG:    1162 - o.1166            Guttorm  (+ Karls kongeresidens 1162-1167)
           o.1166 - 1170            Burislev Johansson
           1170 - 1173               (kongeresidens for Burislev)
           1173 - o.1195            Sune Sik Sverkersson
           o.1195 - 1196            Sverker Karlsson den Yngre
           1196 - 1208               (kongeresidens)
           1208 - 1210               Folke Birgersson*
           1210 - 1216               Magnus Broka*
           1216 - 1222               (kongeresidens)
           1222 - o.1245            Magnus Broka*
           o.1245 - 1248            Birger Magnusson*
 
Finland:    ? - 1206               Johan/Jon Kolsson

Man skal her specielt lægge mærke til, at Birger Magnusson (den berømte Birger jarl) i 1248 rykker ind som jarl i SV. Efter retningslinierne skulle det have været Holmger Knutsson, søn af Knut Långe og dermed agnatisk tronfølger. Dette politiske træk for at udelukke tronfølgeren gav (som også vurderet af Dick Harrison (2002)) anledning til åbent oprør med slaget ved Sparrsätra. Her tabte "folkungepartiets" styrker, som støttede Holmger, og han blev kort efter fanget og henrettet for højforræderi.

Denne forklaring på anledningen til oprøret lyder meget besnærende med de successionsprincipper, der er belyst i denne bog. Det må dog indrømmes, at der kan være en kronologisk brist, da den eneste kilde til Sparrsätra-slagets årstal - Sigtuna-annalerne - siger, at det var i 1247, altså året før Birger jarls udnævnelse til Svea-jarl. Det vil næppe blive opklaret.

Konklusion
Den gennemførte analyse viser med rimelig sandsynlighed, at de svenske jarler var styresmænd i de regioner, hvor kongen ikke residerede. Jarlerne var hentet fra regionens mest velhavende slægt, og funktionen gik - så vidt muligt  - i arv inden for denne slægt efter senioritetsprincippet. Som forholdene udviklede sig, blev de regionale jarlslægter identiske med hovedgrene i kongeslægten.
 
Med årene kom der til at mangle kandidater, så man inddrog medlemmer af Folkunge-slægten (Bjälbo) som en slags reserver, indtil de selv tog magten i 1250.
 
Denne model støtter i høj grad de konklusioner, som indgår i artiklen om de svenske konger i den senere vikingetid.
 
Til bogens start
 
© Peter Lawætz,  version februar 2012