En af de sidste Sigfred'er i den danske kongeslægt optræder i Flandern. Med basis i de senere nævnte kilder kan vi regne med, at han dukker op på Flanderns kyst som vikingeleder i begyndelsen af 950’erne. Han bliver der købt af Flanderns (mark)greve Arnulf 2 til at blive kystvagt og forsvare området mellem Boulogne og Calais mod andre vikinger. Til gengæld får han indtægterne fra Guînes, et i denne anledning etableret grevskab.
Senere i 950’erne (mit gæt) rager han uklar med Arnulf angivelig som følge af, at han er i gang med at opføre en borg i Guînes. Sigfred får hjælp fra en slægtning og tidligere kampfælle ”Cuntus”, der siges at være broder til danernes konge. Denne Cuntus mægler i striden, som afsluttes fredeligt med, at Sigfred indgår ægteskab med Arnulfs datter Elftrude.
Omkring 964 er Sigfred på togt og mister livet. Faktsik fortælles det, at han tager sit eget liv. Under hans fravær hjemmefra føder Elftrude deres første og eneste søn, som får navnet Ardulf, formentlig snarere Arnulf, da morfaderen netop er død tidligere samme år. Ardulf kaldes senere ”posthumus”, da han er født efter faderens død, men moderen havde tydeligvis ikke haft kendskab til denne begivenhed, så han får ikke faderen navn som ellers praksis.
Hvem er denne kongelige Sigfred den Danske, og hvad er det for en ”Cuntus”, der er blandet ind i historien? Hvorfor tog Sigfred sit eget liv tilsyneladende på toppen af sin karriere? Nogle af disse spørgsmål besvares i det følgende.
Hovedkilden til historien om Sigfred den Danske er et værk skrevet af præsten Lambert d’Ardres i perioden 1194-98 med titlen ”Historia comitum Ghisnensium”, altså Grevskabet Guînes’ Historie. Ifølge dette værk hed den første greve af Guînes Sifred dachus, hvilket af alle udlægges som Sigfred Danskeren eller den Danske. Lambert hævder, at Sigfred er søn af Harald 5 af Danmark. En sådan Harald kendes ikke, men påstanden kunne tyde på, at Lambert har blandet to samtidige Sigfred'er.
Ud over denne kilde har vi en særpræget meddelelse i the Anglo-Saxon Chronicle ASC 961: ”This year king Sifferth (eller Sigferth) took his own life”. Det fortælles også, at han blev begravet i Wimborne, som ligger i Devon i Sydengland. ASC nævner ikke denne Sigfred noget andet sted.
Da kongelige personer med næsten enslydende navne ikke tager deres eget liv særlig ofte, vil man i første omgang antage, at der må være tale om en og samme Sigfred. Årstallene passer dog ikke sammen, da ASC på den ene side næppe kan være mere end et enkelt år forskudt. På den anden side får vi at vide, at sønnen er "posthumus", dvs. født efter faderens død. Han får morfaderens navn, men denne er først død i marts 964 eller 965. (Kalenderproblemer gør, at det er svært at afgøre hvilket år.) Denne forskel på i hvert fald 2 og måske 4 år er for stor til, at der er tale om sammen person.
"King Sigferth", som tog sit eget liv i Devon, må være identisk med Tyra Danebods fætter Sigfred/Sivard, der var konge af Østdanmark. Det fremgår af artiklen Tyra Danebods aner, at regnestykkerne netop fører til et seneste dødsår o.961, hvor Harald Blåtand vælges efter senioritetsprincippet og overtager kongeværdigheden i såvel Øst- som Vestdanmark.
Lambert er heller ikke fuldkommen, da hans beretning (som jeg ikke har læst) siges at begynde historien med, at Sigfred etableres som den første greve af Guines i 928. Denne tidsangivelse er klart urealistisk, men ødelægger ikke resten af materialet.
Som beskrevet i artiklen Sigfred - Sigtryg, må man regne med, at han er den sidste, kendte Sigfred i den danske kongeslægt. Der er derfor kun mulighed for at hægte ham på ved anvendelse af opkaldsreglerne. De nærmest forudgående Sigfred’er dør 887, 891 og o.900 samt en enkelt i 937, så han må i givet fald være barnebarn af en af de første tre eller nevø af den sidste. Den sidste, der har #213.1. i Liste over Regnar Lodbrogs efterkommere er navnemæssigt et specielt tilfælde og er i øvrigt født for sent (o.910). Den første af de nævnte er Sigfred Snogøje/Sigurd Orm-i-Øje f. o.835, så han er for gammel til at have et barnebarn f. o.920. Nr. 2 er ”den kristne Sigfred”, f. o.855 som nevø af kong Erik 2 Barn, og den sidste er Sigfred, konge af York 895-o.900. De sidste to er relevante rent ”teknisk”. ”Den kristne Sigfred” er dog mindre sandsynlig, da han næppe havde sønner (for så havde man haft mulighed for at vælge dem som nærtstående ved tronskiftet i 893 (selv om de ikke opfyldte oldebarnskriteriet). Tilbage står Sigfred, sønnesøn af Halfdan Regnarsøn. Det vides ikke, om han nåede at få børn, men jeg har gættet på en Regnar, som så igen blev fader til Sigfred de Guînes. Denne får så i Liste over Regnar Lodbrogs efterkommere nummeret #131.11. Dette må tages med det generelle forbehold, at vi strengt ikke ved, at Halfdan Regnarsøn havde efterkommere. (Vi kender mange af dem, men at de hører til her, at et resultat af denne studie.)
Det har naturligvis fascineret mange, at der i Lamberts historie om Sigfred de Guînes 955-60 optræder en Cuntus med tæt tilknytning til den danske konge. Hvis det har noget på sig, kan det kun være Knud Dana-ast, ældste søn af Gorm den Gamle og kun kendt gennem sagaerne. Knud døde formentlig 958, men senere blev hans broder Harald konge af Danmark, så på den måde kan det godt beskrives 250 år senere, som om Knud var broder til danernes konge. Vi ved fra sagaerne, at Knud og Harald tog på diverse vikingetogter, så det er meget rimeligt, at Sigfred og Knud kendte hinanden på udebane.
I givet fald fandt Cuntus’s mæglerindsats sted senest o.957, så Sigfred og Elftrude var gift ganske længe, inden der kom en søn 964-65. Nogle stamtavler på nettet mener da også, at der var en datter ved navn Heloise, men denne oplysning kender jeg ikke kilden til.
Spørgsmålet er affødt af, at der mig bekendt ikke findes andre meddelelser i årbøgerne og tilsvarende historieskrifter, der omtaler en sådan begivenhed uden særligt baggrundsstof. Den foreliggende information er alt for begrænset til, at vi kan konkludere noget som helst. Men det er en interessant situation, især da to Sigfred'er synes indblandet, så det kan være rimeligt af forsøge et gæt.
Den angelsaksiske krønike ASC er en nogenlunde samtidig kilde, så det er utvivlsomt rigtigt, at kong Sigfred tog sit liv i Devon o.961. Denne Sigfred, som kun kan have været ham fra Østdanmark, var på det pågældende tidspunkt en ældre herre, formentlig over 60 år. Han er derfor for gammel til at tage på vikingetogt til Devon, og i stedet må han være på fredeligt besøg hos fx en datter, som kunne være gift og bosat der. Han bliver syg og ved måske, at hans sidste dage vil blive yderst smertefulde, så han tager sit eget liv. Med lidt romantisk fantasi kan man dog også forestille sig en mere ærefuld forklaring, nemlig at han under besøget får underretning om, at gamle Gorm, hans kollega og svoger i Vestdanmark, omsider er død. Han tager derefter sit eget liv for at sikre, at Øst- og Vestdanmark bliver forenet ved et samtidigt kongevalg, se Tyra Danebods aner.
Som
allerede antydet er egentlig
ingen grund til at tro, at også Sigfred de Guînes
skulle
have begået selvmord. To Sigfred-selvmord så kort
mellemrum
kan næppe skyldes andet end sammeblanding. Den yngre Sigfred
mister livet under sit togt, og det var jo ikke ualmindeligt.
Sigfred var af dansk kongeslægt og Elftrude var oldebarn af Alfred den Store af Wessex, så det var en fin match. Gennem sønnen Ardulf blev Sigfred og Elftrude ophav til en lang række grever af Guînes. Ingen af disse efterkommere har nordiske navne, så kun generne kan fortælle om, hvordan det begyndte. Fra Lambert d’Ardres kender vi således 14 generationer af familiens grever (indtil 1350). På spindesiden er der talrige indgifte i den højere adel i området, så Sigfred har uden tvivl efterkommere i dag.
Jeg har ikke fundet det relevant at opregne disse efterkommere på dette sted. Interesserede vil kunne finde dem på nettet ved at søge på ”Guînes”.
© Peter Lawætz, version september 2012