Ingvar-togtet

Indledning
Engang i første halvdel af 1000-årene drog en mindre del af den svenske ledingsflåde under ledelse af en vis Ingvar på et større togt til Rusland. Efter nogle år i det fremmede vendte nogle få deltagere tilbage til Sverige, efter at de andre var døde af sygdom eller omkommet på anden måde.

Realiteten af dette togt er dokumenteret i usædvanlig grad ved ca. 25 runesten frem for alt i Mälar-omådet, men også ved kysten af Östergötland. En beretning om togtet findes som sagaen om Ingvar den Vidfarne. Sagaen er dog først nedskrevet over 200 år senere og er derfor ikke troværdig i detaljerne, ligesom den indeholder kronologiske modsigelser. Også Adam af Bremen har i sin krønike omtale af et svensk vikingetogt til Rusland, men der er her snarere tale om en spejling.

Vi ved dog ikke, hvornår togtet faktisk fandt sted, og vi vil også gerne placere Ingvar et passende sted i kongeslægten, da der næppe er tvivl om, at han hører til her. Løsningen af disse problemer er målet for det følgende.

På nettet kan facts og meninger om togtet studeres ved at søge på "Ingvarståget". Sagaen finder man i en engelsk oversættelse på www.northvegr.org  .

Hvad togtet gik ud på
Fra de mange runesten ved vi, at togtet fandt sted, og at styrken bestod af mange skibe. Det må følgelig have været en del af ledingsflåden, nærmere bestemt overvejende fra Mälar-området. Kun kongen kunne udkommandere en sådan styrke, og der må have været et nationalt formål med togtet. En vis Ingvar blev sat i spidsen for denne ekspeditionsstyrke. Såvel sagaen som visse runesten indikerer, at Ingvars fader hed Emund.

Fyrst Jaroslav af Kiev blev gift med Olof Skötkonungs datter Ingegerd 1019, hvor Jaroslav søgte militær støtte i Skandinavien til sit comeback i Kiev, hvorfra han var blevet fordrevet af sin fætter. Han kom tilbage på tronen ved svensk og dansk hjælp. Senere vides han at have haft problemer med en af sine brødre, som han måtte dele riget med en tid. Han lå også vedvarende i strid med pechenegerne, som han først i 1036 undertvang endeligt - angiveligt også her med støtte af varæger/væringer/vikinger.

Ingvar-togtets deltagere skulle derfor i første omgang støtte Jaroslav i et af ovennævnte projekter. Da dette problem var løst tilfredsstillende, rejste de videre syd- og østpå, så de havnede i Særkland, dvs. området syd for det Kaspiske Hav. Man regner med, at de sejlede over Det Sorte Hav og op ad en flod mod øst. Derefter bar de skibene over vandskellet til en anden flod, der løb nedad mod øst mod Det Kaspiske Hav.

Deres skæbne blev sandsynligvis afgjort af en epidemi, hvorved størsteparten af deltagerne omkom, deriblandt Ingvar. Tilbagetoget stødte sikkert på alvorlige hindringer grundet den stærkt reducerede styrke, så der i den sidste ende kun var få mand tilbage, da de nåede Sverige.

Jeg gætter ud fra det oplyste på, at omkring 1200 rejste ud, mens kun 50 vendte tilbage.

Sagaens version
Sagaen fortæller, at Ingvar var søn af Emund, som igen var dattersøn af Erik Segersäll. Dette kan tidsmæssigt kun knebent lade sig gøre, hvis togtet finder sted o.1040. Sagaen angiver, at Ingvar dør af sygdom i 1041, og tilføjer, at han da er 25 år gammel, og det skærper de tidsmæssige rammer til bristepunktet.

Det fortælles dog også, at faderen Emund i Rusland hjælper Jaroslav 1med at komme tilbage på tronen (dvs. i 1019) og først derefter vender hjem til Sverige, gifter sig og får sønnen Ingvar, og så er denne jo mindst 4 år yngre end før angivet. Det spiller endvidere en stor rolle i sagaen, at Ingvar og kongens søn Anund er på samme alder. Anund Jakob er imidlertid f. o.1004, så det passer slet ikke sammen.

Togtet ser ud til at vare for længe, hvis det begynder 1036 - for at støtte Jaroslavs sidste kamp mod pechenegerne - og slutter 1042, året efter Ingvars død.

Larssons version
Mats G. Larsson, oprindelig civilingeniør og siden arkæolog, har i mange år beskæftiget sig med Ingvar-togtet og har udgivet flere skrifter om forskellige aspekter af dette emne.

Larsson mener, at togtet foregik 1036-41, uden at dette dog ser ud til at være begrundet (jeg har dog faktisk kun læst hans artikler). Da han endvidere ud fra ret vidtgående tolkninger af runestenene i Strängnäs kommer frem til, at Emund må have overlevet sønnen Ingvar, må den pågældende Emund være identisk med Anund Jakobs halvbroder Emund Gamle, der senere blev konge o.1050. Det er den eneste kendte Emund på det aktuelle tidspunkt. (Sagaen nævner intet om Ingvars faders død.)
 
Da Emund Gamle må være født o.1005, kan hans hypotetiske søn Ingvar i 1036 ikke være nået en alder, hvor han kunne lede det store togt. (Nogle vil her hævde, at Emund var ældre (end halvbroderen Anund f. o.1004), da han oprindelig var illegitim, men deres fælles fader Olof var ikke så gammel, at der er fleksibilitet i den retning.)

Det forekommer mig i øvrigt, at Larssons tolkning af runestensfragmentet fra Strängnäs domkirke hviler på et for spinkelt datagrundlag, så der ikke er belæg for påstanden om, at Emund var i live til at mindes sin søn Ingvar. Det spiller også en rolle i mit "system", hvor den ældste mand i kongefamilien står forrest ved næste tronskifte, i mit tilfælde en anden Emund på et andet tidspunkt.

Mats G. Larsson har herom bl.a. skrevet følgende artikler og bøger:

- Vart for Ingvar den vittfarne? Fornvännen bd. 78 (1983) pp. 95-104

- Ingvarstågets arkeologiska bakgrund (1984), Fornvännen bd. 81 (1986) pp. 98-113

- Et ödesdigert vikingatåg. Invar den vittfarnes resa 1036-1041 (1990)
- Sveahövdingens budskap: en formtidsgåta genom sekler (Atlantis, Stockholm 2000)

- Runstenarna vid Strängnäs Domkyrka, Ingvar den vittfarne och en sörmländsk storgård,
  Fornvännen bd. 97 (2002) pp. 87-96

Slægtskab med kongefamilien
Ingvar er ikke nævnt andre steder end i sagaen med hans navn, men faderen Emund kan måske identificeres ad anden vej. Vi kender faktisk tre Emund'er fra denne periode.
 
Erik Segersäll (d. o.994) har foruden Olof Skötkonung en yngre søn Emund. Han er ganske vist kun nævnt i en saga, hvor det fortælles, at Erik og hustruen Sigrid Storråde have sønnerne "Olav og Emunde". Denne Emund passer fint ind som født o.982 lige efter, at farfaderen af samm navn er død.
 
En Ingvar som søn af denne Emund kunne her passe ind aldersmæssigt som jævnaldrende med Anund Jakob svarende til sagaens oplysninger. Sagaen fortæller endvidere uden begrundelse, at Ingvar af kongen krævede at få del i kongemagten. I stedet blev han så sat i spidsen for et togt til Rusland. Hvis togtet var i 1019, kan han da højst have været 16 år gammel. Kongen (Olof Skötkonung) dør o.1022, så togtet kan ikke have været senere. Det hænger for dårligt sammen.
 
Den anden mulighed ligger tæt på sagaens version, nemlig at Emund er dattersøn af Erik Segersäll. Blandt forholdsvis kendte efterkommere af Harald Hårfagre finder vi en serie med Ring - Dag - Ring - Dag, hvor den sidste Dag også har en yngre broder Emund Ringsson.
 
Denne Emund har sin egen saga, Eymundur thattr Hringssonar, som fortæller om, hvordan han i spidsen for en styrke på 720 nordiske krigere hjælper Jaroslav tilbage til magten i 1019. Han bosætter sig senere i Polotsk og fungerer her som grænsejarl.
 
Hvordan kommer det svenske kongenavn Emund ind i en norsk familie, hvor i hvert fald begge sønner vides at være opvokset i Sverige? Den nærliggende antagelse er, at faderen Ring blev gift med en svensk kongedatter. Det kan så kun have været en datter af Erik Segersäll og f. o.979. Så er Emund Ringsson tidligst f. o.999 (som søn nr. 2) og dennes formodede søn Ingvar f. o.1018. Det er ikke langt fra sagaens tal, hvor Ingvar ved sin død o.1042 er 25 år gammel.
 
Den tredie og sidste variant gør Emund identisk med Anund Jakobs broder og efterfølger Emund Gamle f. o.1005.  En eventuel søn Ingvar med Ruslandstogt o.1040 er her ikke videre realistisk. Denne variant har ikke desto mindre mange tilhængere. Den dårlige kronologi er søgt forklaret ved, at togtet først startede i 1043 som støtte til et større russisk fremstød mod Byzans, men det er ikke omtalt i sagaen, og en større nordisk deltagelse er heller ikke nævnt i de sydlige kilder.
 
Jeg føres derfor til at konkludere, at den midterste variant er bedste bud, altså at Ingvars fader hedder Emund Ringsson og er dattersøn af kong Erik Segersäll og Sigrid Storråde.
 
Tidspunktet
Der skulle helst være en officiel anledning til det relativt store togt. Som nævnt var Jaroslav i Sverige i 1019 og giftede sig der med kong Olofs datter Ingegerd. Det gjorde han frem for alt for at skaffe sig tilsagn om militær støtte til sin generobring af Kiev. Og det fik han som medgift ved ægteskabet. Han fik samtidig (en mindre) støtte fra Danmark ved at gifte sin søn Ilya af Novgorod med den danske konges søster Estrid.
 
Som vi har konstateret ovenfor, har den svenske ekspeditionsstyrke i 1019 været anført af Emund Ringsson. Heraf følger, at Ingvar-togtet - som nævnt i sagaen og hævdet af mange andre - fandt sted o.1040. Det er her svært at identificere en anledning, der var stor nok til den faktiske indsats, men det kan der nok ikke siges meget mere om.
 
Adam af Bremens krønike
Adam af Bremen, som er vor vigtigste kilde til forholdene i Sverige på denne tid, nævner ikke Ingvar-togtet. Han fortæller imidlertid (3. bog kap.16) om et andet togt, hvor kong Emund (Gamle)'s yngste søn (og efternøler) Anund bliver sendt af sted til Rusland og videre, og der kæmper mod amazoner etc. De døde alle sammen af en gift, som disse kvinder havde kommet i drikkevandet. Hvis dette togt overhovedet fandt sted, var det mindre og foregik i o.1060 (ud fra sammenhængen i krøniken). Der er så mange ligheder med Ingvar-togtet, at man nok skal anse beretningen som en spejling. Det hører med til vurderingen, at samme Anund hos Adam genopstår fra de døde, idet han o.1070 hentes hjem fra "Ruzzien" for at blive konge, senere kendt som Anund Gårdske (dvs. fra Gardarike). Adam af Bremen har ikke været klar over, at den sidste var søn af Emund Gamla, da han forinden har nævnt, at den gamle kongeslægt var uddød.
 
Afslutning
Ingvar-togtet synes at være den tredie og sidste svenske ekspeditionsstyrke til Rusland i vikingetiden. Som nævnt er der også Adam af Bremens beretning om Anund Emundsson, der o.1060 sendes til Rusland på et togt "for at udvide riget", hvilket nok er en spejling af Ingvar-togtet, da denne Anund er f. o.1047 og derfor ikke gammel nok til den slags på det tidspunkt.
 
Den anden "udflugt" forgik som omtalt i 1019 til støtte for Jaroslavs tilbagevenden til magten, og det lykkedes.
 
Endelig skal det nævnes, at man kan forestille sig en styrke udsendt engang tidligere o.977 som medgift ved en anden svensk prinsesse Oloffa's ægteskab med Jaroslavs fader Vladimir (den Store). (I forskellige sagaer kaldes hun Allogia og Olava.) Dette ægteskab var nemlig også afledt af, at brudgommen havde et akut behov for militær støtte til at bane vejen til storfyrstetitlen. Støtten var vellykket, men næppe sammenlignelig i størrelse med Ingvar-togtet, og der var ikke noget tragisk efterspil.

Til bogens start

© Peter Lawætz,  version maj 2010