Man kan undre sig over, hvorfor jeg inddrager studiet af disse specielle forhold tilmed for en periode, der ligger uden for den egentlige vikingetid. Motiveringen er, at her har vi det bedst dokumenterede eksempel på anvendelsen af de successionsprincipper, der også synes at ligge bag kongevalgene i den øvrige danske kongeslægt. For kongerne på Man var med enkelte undtagelser af dansk afstamning. Det er da også ved studiet af de manxske forhold, at jeg genkendte systematikken som den, der var blevet praktiseret i Skotland (jf. fx J. D. Mackie, A History of Scotland, Penguin 1978, p. 32-33).
Der synes imidlertid at være tvivl om dette Man-dynasti som en udløber af den danske kongeslægt i Dublin. Jeg vil derfor først beskrive min model af regenterne på Man forud for selvstændigheden 1079, da de også tilhører slægten, dog hovedsagelig en anden gren. Jeg giver derefter mit bud på, hvordan Man-dynastiets ”startfigur” Godfred Crovan kan indpasses i slægten, så både hans fader og hans farfader kan hedde Harald. Dette forekommer nemlig at være nøglen.
Endelig diskuteres Godfred Crovans efterslægt med vægt på successionsprincipperne. Som en bemærkelsesværdig undtagelse bliver en indgift person Somerled konge, og efter ham adskilles Man og Hebriderne i to forskellige kongeriger med hver sin gren af slægten som overhoveder. [Hebriderne hed på vikingernes sprog Suderey (Sydøerne). Man og Hebriderne hed på irsk/gælisk Insi Gall (de fremmedes øer). Jeg kalder samlingen ”Man mm.”, mens man på engelsk bruger ”Man and the Isles”.]
Den danske kongeslægt ophører i praksis med at regere på Man i 1266, hvor øen lægges ind under Skotland efter formelt at have været underlagt Norge i mange år. Det forhindrer dog ikke, at den sidste agnatiske efterkommer Godfred gør krav på tronen i 1275, ligesom hans søster Aufrica og hans kusine Mary senere uden held forsøger at anmelde deres rettigheder på vegne af deres mandlige efterkommere.
Hovedkilden til forholdene på Man efter 1079 er Chronicon Regum Manniae. Jeg har dog benyttet den genvej at bygge på en e-artikel af Stewart Baldwin ”The Kings of the Isle of Man” på http://sbaldw.home.mindspring.com/. Disse data er blevet sammenholdt med en kommenteret regentliste i "A New History of Ireland", vol. IX (se den generelle referenceliste). Forskellene viser, at der enkelte steder er lidt konflikt og mulighed for forveksling.
Det begynder omkring 917, hvor sønnesønnerne af Ivar Benløs med held er ved at retablere kontrollen med York, Dublin, Limerick, Waterford samt Hebriderne og Man. Posterne som konger og underkonger fordeles efter aldersorden, og underkongen på Man mm. kommer til at hedde Gibhleachan (nævnt i Clonmacnois-annalerne som king of the Isles, faldet i slaget ved Brunanburh 937). På grund af usikkerhed om hans placering er han ikke med i min slægtsliste over Regnar Lodbrogs efterkommere, men han må indgå for at få ”del i kagen”, så jeg regner med, at han er dattersøn af #21. Bárd Ivarsøn. Hans farfader kan så passende være den irske Gibhleachan, konge af Conaille-Muirtheime, d. 890. (Navnet er nemlig ret sjældent.)
Ved Gibhleachans død i 937 overgår Man mm. på skift til andre i slægten, men fra og med 972 er det overvejende efterkommere af #234.1. Harald (d. 940), der besætter denne regentpost:
#234.12. ”Maccus” [Sigtryg] 972-985
#234.143. Kenneth 1005-1014
#234.144. Lagmann 1014
#234.143.1. Svend 1014-1034
#234.292. Harald (Svarte) 1034-1052
#233.142.2. Eachmarcach 1052-1061
#234.142.111. Fingal 1070-1079
Numrene følger alle listen over Regnar Lodbrogs efterkommere, og aldersordenen er først overtrådt til allersidst, hvor Fingal formentlig først regerer under paraply af faderen Godfred. Denne dør 1075, hvorefter sønnen lidt senere fordrives af den ”rigtige” i rækken Godfred Crovan.
Det vanskelige punkt med Godfred Crovans nærmeste forfædre er, at Chronicon Regum Manniae (CRM) omtaler ham som søn af Harald Svarte, mens Annals of Tigernach (AT) 1091 fortæller, at han var sønnesøn af en Harald. Far og søn hedder normalt ikke det samme, medmindre sønnen er født posthumt. Og det kan netop være tilfældet her.
Yngste søn af Olaf Kvaran hedder #234.29. Harald. Han dør i slaget ved Glen Mama 999 (se i øvrigt Referencer til Regnar Lodbrogs efterkommere og kommentarer til denne slægtsstrukturs detaljer). Vi ved, at han inden sin død i hvert fald fik sønnen Ivar, som blev konge i Dublin 1038-1046, og som for at passe ind i aldersordenen må været født o.998. Der er lige plads til endnu en søn, født efter faderens død - altså Harald Svarte f. o.999.
Harald Svarte omtales visse steder som Harald the Black of Ysland, der gerne læses som Island, men det må bero på en kopieringsfejl for Islay. Denne ø har også Godfred Crovan angiveligt en tilknytning til. Bemærk, at Harald Svarte er med på listen ovenfor som underkonge på Man mm. som en af de olivenfarvede, tilsyneladende undtagelser, men disse undtagelser gælder kun den nærmeste slægt, så han var god nok efter reglerne.
Jeg tillader mig at konkludere, at Man-dynastiet med Godfred Crovan i toppen er en agnatisk del af den danske kongeslægt. Som refereret af Stewart Baldwin (se tidl. ref. på nettet) har flere beskæftiget sig med Godfred Crovans aner, men ingen har tilsyneladende opdaget nøglen med ”den posthume søn”.
Anerne er herefter som følger:
#2. Ivar Benløs f. o.822, d. 873
#23. Godfred f. o.853, d. 891
#234. Sigtryg Caech f. o.884, d. 927
#234.2. Olaf Kvaran f. o.910, d. 981
#234.29. Harald f. o.978, d. 999
#234.292. Harald Svarte f. o.999, d. 1052
#234.292.1. Godfred Crovan f. o.1035, d. 1095
Kongerne på Man mm. hører alle til Godfreds Crovans efterslægt på nær ganske få. Denne slægt er vist i Liste over Godfred Crovans slægt. Jeg har i Aldersorden for Godfred Crovans efterkommere indføjet de 5 ”eksterne” konger. Kongedømmet Man mm. hørte faktisk i stort set hele den berørte periode under Norge og havde dermed også norske konger, hvoraf 2 (mærket X og XX) er eksplicit medtaget. De andre 3 er diskuteret lidt senere.
Et blik ned ad listen i aldersorden viser straks, at vi her har vi en kongerække med brødre og fætre efter hinanden, fulgt af næste generation osv. Selv om jeg i de fleste tilfælde har gættet på fødselsår, er det ikke svært at få systemet til at fremstå, så aldersordenen kommer til at gælde uden undtagelser. Kun i to tilfælde er kandidater tilsyneladende sprunget over af deres yngre broder. Det gælder først #11. Harald, som bliver blindet af sin broder Lagmann, som ville have magten. Lagmann fortryder senere, abdicerer og skaber derved et tomrum, da næste broder er mindreårig. Tre generationer senere finder vi #131.51. Godfred passeret af den yngre broder Harald. Da Godfred dør året efter, antager jeg, at han allerede var syg og derfor ikke fandtes egnet. Han kan også selv have sagt nej af samme grund.
Lagmann abdicerer efter forlydende 1104, men før hans død 1111 kendes ingen ny regent. 111 tiltræder Donald/Domnall MacTeige som konge (angivet ved Y). Han er nævnt i AI 1111 og AU & AI 1115 (hvor han bliver slået ihjel). Han er faktisk den næste i aldersordenen, da hans moder, der hedder Mor, er datter af Eachmarcach (den anden olivenfarvede i den første liste vist ovenfor). Hans fader hed Teige/Tadg Ua Brian (d. 1086) og var konge af Munster i Irland.
Som regent af Man mm. efterfølges han 1115 af Murchad O’Brian (YY). Hvis denne vælges til konge efter reglerne, må hans farmor være datter af Harald Svarte og søster til Godfred Crovan. (Det er den eneste konstellation, der opfylder reglerne med passende årstal.) Det falder da også naturligt, at han efter det oplyste bliver formynder for Godfred Crovans efternølersøn Olaf (den Røde). Murchad synes død 1129, og hvad der så skete, er ikke kendt. Det fremgår heller ikke, hvorfor Olaf først kommer til i 1137, men det er ikke af betydning for min studie.
Den sidste af de ”eksterne” konger Somerled (Z) kom til ved magtudfoldelse og national opbakning på Øerne. Han får et særligt afsnit.
Somerled er strengt taget slet ikke interessant for denne studie. Dels falder han uden for den studerede periode, og dels er han kun indgift og derfor ikke med i kongeslægten (selv om han en kort tid er konge af Man mm.)
Han er alligevel ganske interessant, netop fordi han ikke er med i slægten, da mange ellers tror, at han er agnatisk efterkommer af #233.211.31. Eachmarcach (d. 1064), som en tid var konge i Dublin og senere af Man mm. (se ovenfor). Men det er faktisk endnu mere kompliceret.
Efter familietraditioner hedder det sig, at MacDonald, MacDougal og MacAllister klanerne nedstammer fra Somerled. Det vides, at Somerled havde en søn Dugall og en sønnesøn Donald, og der foreligger mere eller mindre dokumenterede slægtstavler til støtte for traditionen. Man er nu i gang med en større DNA-analyse af nulevende klanmedlemmers Y-kromosomer, som kun nedarves på mandssiden. I hvert fald MacDonald-delen af undersøgelsen (der indtil videre er den mest omfattende) bekræfter en fælles forfader. En særlig variant af haplogruppen R1a peger tilmed temmelig overbevisende i retning af, at den fælles forfader (Somerled) har rødder i Norge, da denne variant har ekstrem lav forekomst uden for de berørte klaner og heller ikke er kendt i Danmark. (Der er tale om sandsynlighed, ikke om vished.)
Oprindelig havde man hægtet Somerled på en lang agnatisk liste, der gik helt tilbage til o.300. Nu, efter konstateringen af det norske vikingeislæt, er der mere fokus på de første 8-9 forudgående generationer, dels for at identificere det norske element, del for samtidig at registrere, hvor et kvindeligt ”overgangsled” er indgået.
Interessen samler sig om Godfrey MacFergus, der var konge af ”the Isles” 836-853. Godfred er klart et nordisk navn, og han behøver ikke at have været søn af den forudgående konge Fergus, men har sikkert snarere giftet sig med en datter af Fergus. Denne Godfreds norske baggrund kendes ikke, så koncentrationen af kongeligt blod er det vanskeligt at gætte på.
Det er heller ikke lykkedes endnu at forbinde Godfrey (f. o. 810) med Somerled (f. o.1115) på realistisk måde, dvs. med et antal generationer, der passer rimeligt til de o.300 år mellem deres skønnede fødselsår. MacDonald-slægtens officielle bud på en liste omfatter 6-7 generationer, hvor realistiske tal snarere er 8-9. "The Great Book of Lecan" har dog en løsning med 8 generationer, som anses for at være ret troværdig.
Andre kortslutter som nævnt i indledningen ved at spore anerækken ind på Eachmarcach, da man bl.a. får navnet Mearrdha eller Meargaige til at svare til Eachmarcach. Uden at kunne vurdere ligheden i disse navneformer skal det blot bemærkes, at Eachmarcach genetisk er dansker, mens Somerled er nordmand, så forbindelsen kan ikke etableres med det ønskede resultat.
Det er ikke lykkedes mig at finde en dynastisk forbindelse mellem Somerled og tidligere konger af ”the Isles” for dermed at bekræfte hans adkomst til kongeværdigheden. Vejen til Godfrey MacFergus er måske det halmstrå, man også dengang holdt fast i.
Agnatiske efterkommere af de manxske konger
Det fortælles, at #131.111. Harald Godfredson, konge 1249-1252, blev afsat af den norske overkonge og dømt til eksil i Norge. Han kaldes tronraner, formentlig fordi han skubbede den lidt ældre Magnus til side. Harald med familie bosatte sig i Steinkjer N for Trondheim, og hans efterkommere flyttede senere til Jämtland. Der etablerede han en slægtsgren, som har agnatiske efterkommere den dag i dag, nemlig slægterne Skanke (i Norge), Skancke/Skånke/Skunck (i Sverige) og Barfod/Barfoed/Barfoth (mest i Danmark). Årstallene for de involverede personer hænger meget godt sammen - også med de historiske begivenheder. Forbindelsen Man - Jämtland er dog ikke dokumenteret særlig godt, og springet til Barfod forekommer mystisk. Det vigtigste indicium er det manxske kongevåben, det såkaldte triskelion, med 3 støvleklædte, bøjede ben i 120º forskydning. Dette våbenmotiv genfindes hos de nævnte slægter, men er ikke enestående for dem. Kun DNA-prøver vil kunne vise, om der er noget om snakken, og her savner man en reference i form af andre dokumenterede agnatiske efterkommere i den store slægt (Den frisiske linje).
I sommeren 2016 er der fremkommet DNA-resultater, som kæder Rollo af Normandiet sammen med slægten Skancke. Jeg henviser til Prologen, hvor dette er nærmere beskrevet. Resultaterne beviser bl.a. - så godt som dette er muligt - at de danske konger på Man søgte tilflugt i Norge o.1250 og antog navnet Skancke. Der savnes endnu DNA-prøver fra Barfod-grenen for at få disse med, men det behøver nu ikke at vente så længe.
© Peter Lawætz, version december 2016