Efter Knud den Store (d. 1035) regerede sønnen Hardeknud i Danmark (1035-1042), men så var der ikke flere mandlige efterkommere i agnatiske linier, jf. Gorm den Gamles efterslægt. Efterfølgeren bliver Norges konge Magnus (den Gode), der var søn af Olav Haraldson (den Hellige). Dette sker, selv om der tilsyneladende var en mere rent dansk kandidat Svend Estridsen, nevø af Knud den Store.
Der er faktisk også et par agnatiske efterkommere i Harald Klaks slægtsgren, nemlig Harald og Sigvald Thorkilsen jarl, der var oldebørn af den sidste østdanske konge Sigfred. Harald var f. o.1000 og derfor den ældste af de mulige kongsemner. (Som nævnt i successionsreglernehar den agnatiske afstamning ikke absolut fortrin i den danske tronfølge, men indtager en fremtrædende position.) I et efterskrift til artiklen om Tyra Danebods aner fortæller jeg om, hvordan han blev dræbt i det kritiske år 1042, formentlig på foranledning af Magnus. Og så var han sat ud af spillet. Broderen Sigvald var på det tidspunkt Earl Siward of York og havde formentlig ikke boet i Danmark. Han var næppe interesseret.
Det forekommer mig betydningsfuldt at få afklaret, hvorfor Danmark i et enkelt tilfælde over ca. 700 år skulle blive regeret af en konge udefra, selv om det kun er fra broderlandet Norge.
Magnus må altså have forholdsvis nære forfædre i den danske kongeslægt, og der viser sig hurtigt kun at være en enkelt mulighed, nemlig at hans farmoder, der ifølge sagaerne hed Asta eller Astrid og først var gift med regionalkongen Harald i Grenland, må være en sen datter af Harald Blåtand. Derudover må Magnus have været ældre end Svend, og det kræver også en nærmere vurdering, da de pt. officielle skøn peger på det modsatte.
Det har efter manges vurdering været forfatterne af de relevante sagaer magtpåliggende at nå frem til, at de norske konger havde rødder i Harald Hårfagres slægt. Såvel for Olav Tryggvason (995-1000) som for Olav Haraldson (den Hellige) (o.1015-1030) og Harald Sigurdson (Hardråde) (1045-1066) foreligger der stamtræer, der realiserer denne forbindelse, dog i de sidste to tilfælde kun som tipoldebørn, men det har vel mindre betydning her. Olav Haraldsens moder hed ifølge sagaen Aasta og var angivelig datter af en Gudbrand Olavson Kule, men det ville måske anses for mindre heldigt for selvstændighedstanken, hvis moderen i stedet var datter af en dansk konge. Denne [Aasta] hvis rigtige navn vi så ikke kender, må af biologiske grunde være født meget nær 976, fordi hun i første ægteskab med Harald den Grenske (d. o.995) fik sønnen Olav den Hellige f. 995, mens hun senere blev gift med Sigurd Syr (d. o. 1018) og med ham fik sønnen Harald Hardråde f. o.1015 (se senere). Harald Blåtand døde tidligst 978 og kan derfor godt have fået endnu en datter med sin tredje hustru Tove, som han giftede sig med o.970. Kongedøtrene ved man generelt meget lidt om, medmindre de gennem deres ægteskab med prominente personer blev vigtige brikker i et storpolitisk spil. Denne datter har formentlig heddet Estrid og har senere givet navn til sin niece Estrid (Svendsdatter).
Dette forklarer i givet fald, at Magnus kan vælges til konge af Danmark i 1042. Men det giver også svar på et andet vigtigt spørgsmål, nemlig hvordan Olav den Hellige kunne svinge sig op til at blive konge af Norge 1015-1028, når Norge egentlig var under dansk overherredømme siden 1000. Desuden vides det, om end det forekommer nedspillet i sagaerne og i senere vurderinger, at Olav deltog sammen med Knud den Store i Svend Tveskægs togter til og erobring af England 1010-1013, og at den hidtidige danske ”statholder” i Norge Eirik jarl senere fik besked på at indordne sig på en eller anden måde, så Olav i praksis blev underkonge i Norge. At Olav så selv opfattede det på en anden måde og støttede dette med - efter sigende - rige gaver til stormændene, er en anden sag, som i den sidste ende førte til åben strid med Knud og efterfølgende nederlag.
Sønnen Magnus anses normalt født o.1024, fordi han i 1036 hentes hjem fra Kiev angivelig som 10-11-årig. Det kan næppe passe, da Magnus er søn af Olavs frille Alvhild, og dette forhold kan næppe have været anerkendt efter 1019, hvor Olav af politiske grunde gifter sig med den svenske konge Olof Skötkonungs datter Astrid. Magnus kan heller ikke været blevet konge som 11-årig, da han så ikke var myndig. Endelig ville han i perioden 1036-40 ikke være gammel nok til at gennemføre togter mod Hardeknud i Danmark i en sådan grad, at Hardeknud ikke tør forlade landet med ledingsflåden for at kræve sin ret i England, hvor halvbroderen havde snuppet kongetitlen. Jeg konkluderer, at Magnus formentlig er født i 1018. I så fald var han o.16 år gammel under sit ophold i Kiev, så der har han været i lære som kriger og mulig kommende statsmand. Bemærk, at Hardeknud og Magnus så bliver lige gamle, men efter danske forhold træder den ægtefødte Hardeknud foran den uægte Magnus. Noget kan tyde på, at sådan var reglerne ikke i Norge.
På den anden side angives det, at Svend Estridsen skulle være født o.1020. Han kan som søn af Ulf jarl og Estrid umuligt være født før 1021 og derfor snarere 1022, da moderen Estrid først var gift 2. gang med Ilja (Elias) af Novgorod, som døde 1020, hvilket sjældent er nævnt. Jeg konkluderer, at der ikke er noget i vejen for, at Magnus er ældre end Svend, og så passer regnestykket med reglerne, altså at den danske kongerække ikke udviser nogen uregelmæssighed på dette sted. Se i øvrigt artiklen om Svend Estridsens moder.
Flere af ovenstående konklusioner har imidlertid også andre konsekvenser og giver forklaring på hidtil uforståelige forhold.
For det første må man naturligt spørge, hvorfor Harald den Grenske, underkonge i Vestfold, i 995 kan blive gift med Svend Tveskægs søster. Forklaringen ligger utvivlsomt i, at Svend havde behov for en kongeværdig modvægt til Olav Tryggvason, som var ved at opbygge en kongelignende status i Norge. (Svend kendte Harald bl.a. fra dennes medvirken i et møde o.980 mellem Svend og Emund af Sverige om grænsedragningsforhold, se Kongemødet på Danaholmen.) Da så Erik Segersäll i Sverige dør 995 og efterlader sig enken Sigrid, rejser Olav Tryggvason til Sigtuna for at fri til hende og derigennem som usikker konge af Norge at få Sverige som sin forbundsfælle. Harald følger efter - sikkert for at fortælle, at Olav slet ikke har de rettigheder, han foregiver at have. Olav får Harald dræbt, hvilket senere i gået over i sagaerne som, at Harald også var frier til Sigrid, og at hun i vrede over denne fornærmelse lod ham indebrænde. Ifølge sagaen måtte Vissevold - Vladimir den Stores søn Vsevolod - dele skæbne med Harald, men han var sikkert blot på det forkerte sted, da det gik løs. (Han kan ikke have været frier til Sigrid, da han var o.20 år gammel, og hun var o.36.)
I første omgang fik Olav Tryggvason angivelig Sigrids ja, men det gik siden på gulvet, da han forlangte at hun skulle lade sig døbe. Ikke længe efter kom Svend Tveskæg til Sigrid i samme ærinde og med et tilsvarende motiv, nemlig at skabe en alliance med svenskerne, så Olav Tryggvason kunne nedkæmpes, og Svend atter blive overkonge i Norge. Det lykkedes som bekendt.
Efter drabet af Harald den Grenske må Svend finde en anden norsk underkonge som værdig modstander til Olav, og [Estrid] bliver følgelig gift med Sigurd Syr, underkonge i Ringerike. Denne kan dog i den givne situation ikke skaffe sig den fornødne lokale støtte i Norge og kommer slet ikke til at spille nogen rolle af den tiltænkte art.
Da vi nu er kommet frem til, at Olav Haraldson (den Hellige)’s søn Magnus er født o.1018, kommer han tæt på halvfætteren Hardeknud (f. 1018) med hensyn til fødselsår og -dag. Hvis Magnus faktisk var den ældste, var hans valg til konge af Norge fra 1036 egentlig det mest naturlige, og det vil i givet fald også forklare hans efterfølgende krav på den danske krone udtrykt ved hans gentagne overfald, jf. ovenfor.
Uden for denne dagsorden kan man så undre sig lidt over, at Harald Hardråde, der ifølge sagaen var 15 år ved slaget ved Stiklestad og således født 1015 og derfor ældre end såvel Magnus som dennes efterfølger Svend, ikke blev valgt til konge i Norge og Danmark allerede i 1036, men først i 1047 og da kun i Norge. Han var yngste søn af Sigurd Syr og [Estrid] og derfor lige så kongevalgbar som Magnus.
Når man i 1035 vælger Magnus og ikke Harald, er den simpleste forklaring, at Magnus her var agnatisk, mens Harald var kognatisk tronfølger i Norge. Han var heller ikke hjemme på det tidspunkt. Det ændrer dog intet på, at Harald stadig i årene efter 1047 syntes, at han havde et berettiget krav på også at være herre over Danmark, da rivalen Svend også var kognatisk. Successionsreglerne indeholder dog som nævnt en reel valgmulighed og dermed plads til politiske afgørelser. Som påvist ved mange tilsvarende lejligheder blev der også her ballade, da den næste i rækken blev forbigået.
Ifølge sagaerne Heimskringla og Morkinskinna optræder der også en (uægte) lillebror til Magnus den Gode, nemlig Tore (eller Thorer). Da han ikke synes at være deltager i konkurrencen om at blive konge, må han være yngre end Svend Estridsen, dvs. født efter 1022, og ude af billedet (død) før 1066, da tæppet går for næste akt i den norske kongekabale. Efter broderen Magnus’s død i 1047 valgte han at slutte sig til den danske konge, sikkert fordi han ellers ville blive dræbt af sin farbror Harald i dennes bestræbelser på at sikre tronen for sine børn.
Tillæg om opkaldsregler i relation til Olav den Hellige
I Norge har man tydeligvis krævet agnatisk succession til at begynde med, hvilket illustreres af, at Hákon jarl ikke kunne blive konge. Derfor er kun mandslinier relevante i forbindelse med nye tronfølgere indtil o.1050. Tronfølgen er åbenbart siden blevet ændret, så den bliver agnatisk-kognatisk som i nabolandene. Magnus Erlingson (konge 1163-1184) er således den første konge, som ikke er agnatisk. (Paradoksalt nok er det ved hans kroning, at man søger at indføre agnatisk primogenitur, altså ældste søns forret.)
Blandt Harald Hårfagres (HH) efterkommere er der fire mandslilnier, der overlever indtil o.1000. (HH havde angiveligt 20 drengebørn, så det er gået hårdt til dengang.) I tre af disse mandslinier karakteriseret ved Olav Tryggvason hhv. Sigurd Syr og Ring er opkaldsreglerne overholdt strengt ved serierne:
HH - Olav - Tryggve Olavson - Olav Tryggvason - Tryggve Olavson
HH - Sigurd Rise - Halvdan - Sigurd Syr - Halvdan Sigurdson
HH- Ring - Dag - Ring - Dag Ringson
I den fjerde serie med Olav den Hellige er det derimod helt galt:
HH - Bjørn Farmann - Gudrød - Harald Grenske - Olav Haraldson
Olav burde have heddet Gudrød og Harald på samme måde Bjørn. Sagaen (Heimskringla) bemærker intet om denne uregelmæssighed, men da andre i en fart har døbt Olavs søn til Magnus, beklager Olav dette med henvisning til slægtens traditioner. Det hænger ikke sammen.
"Standardoperationen" udnyttet i enkelte andre tilfælde er en operation, så kravene opfyldes på simpleste måde som vist på denne indrykningstavle:
- HH
- Bjørn (Farmann/Købmand)
- Gudrød
- [Bjørn]
- [Olav]
- Harald (Grenske)
- Olav (den Hellige)
Det er kendt fra sagaen, at Bjørn Farmann bliver slået ihjel af halvbroderen Eirik Blodøx 927. Vi får senere at vide, at Gudrød bliver dræbt af Eirik-sønnerne o.965. Det er nærliggende at tænke sig, at [Olav] og [Bjørn] er blevet dræbt omtrent på samme tid, og de bliver glemt som nogen, der ikke havde betydning. Kun Harald overlever ved at flygte til Västergötland hos Toste.
Jagten på de agnatiske efterkommere af HH foregik under Harald Gråfells regeringsperiode o.960 - o.970.
Olav var eneste søn af Harald (Grenske), som omkring fødselstidspunktet blev dræbt under et besøg ved det svenske hof. Haralds hustru [Estrid] giftes siden med Sigurd (Syr) og får to sønner med denne. (En tredje søn Guttorm er tvivlsom.) Den ældste, Halvdan, indgår i den viste Sigurd-Halvdan-serie. Den yngste, Harald (Hardråde), må så have fået morfaderens navn. Harald Blåtand var ganske vist allerede "blevet opkaldt i" Svend Tveskægs ældste søn Harald 2 (af Danmark), men denne er netop død i 1018, så navnet er ledigt i denne generation. Denne anvendelse kræver, at Harald Hardråde først er født i 1018. Harald Blåtand stikker her hovedet frem som morfader, og der forekommer intet, der smager af sagaens morfader Gudbrand Kula.
Hvorfor blev Magnus ikke kaldt Harald?
Olavs søn Magnus burde egentlig have heddet Harald, men han var ikke "ægtefødt" og hørte i første omgang ikke med til kongeslægten. Senere, da Olav og hans rigtige hustru Astrid kun har havde fået en datter, må han være blevet anerkendt som rigtig søn for at sikre tronfølgen, men da var det for sent at skifte navn. Der er altså ikke tale om en overtrædelse af opkaldsreglen.
© Peter Lawætz, version januar 2018